EfB bød på efterårsferie-klassiker
Det var mødet med de store idoler, der var i fokus, da 600 børn i årgangene U8-U11 torsdag i efterårsferien strømmede til Gl. Vardevej i Esbjerg.
“Træn med EfB” er efterhånden en af efterårsferiens klassikere, og i år var ingen undtagelse. Cheftræner Niels Frederiksen bød velkommen kl. 9.30, hvorefter de mange unge spillere fra klubberne i
Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) fordelte sig i grupper og øvede sig i tekniske detaljer. Piger og drenge trænede hver for sig for at få det maksimale udbytte af dagen, og derudover var der særskilt målmandstræning.
Efter frokostpausen kom dagens højdepunkt, da spillerne fra EfB's superligatrup kiggede forbi. Der er tydeligvis gode pædagoger og legebørn i en række af spillerne, blandt andet Emil Lyng, Mick van Buren, Michael Jakobsen, Jonas Knudsen, Jesper Rasmussen, Magnus Lekven og Martin Bergvold – blot for at nævne nogle. Kl. 14.00 stod den på high-five, autografer og fodboldsnak med spillerne, og børnene fik desudne en pose med overraskelser.