Fortsæt til indhold

Festlig indvielse af KØS' nye forplads

KØS' nye forplads blev indviet torsdag i denne uge med taler, musik, fest og farver.

Arkiv
Arkiv

KUNST: Torsdag i denne uge inviterede KØS Museum for kunst i det offentlige rum til stor fest foran museet for at indvie den nye forplads, som billedkunstneren Ann Lislegaard har skabt, og som efter længere tids arbejde i området nu er udført.
Indvielsen af den nye forplads omfattede blandt andet en koncert med Isam B, oplæsning ved digteren Søren Ulrik Thomsen og en tale af Ann Lislegaard selv, som blandt andet gav et indblik i sine tanker om værket.
Der var også taler ved borgmester Flemming Christensen og Freddy Avnby, der er formand for KØS' bestyrelse, mens der var gratis folkekøkken, hvor man kunne stille sulten - blandt andet til en tværfløjtekoncert ved elever fra MGK Køge og sang ved elever fra 4.-6. klasse på Sct. Nicolai Skole.
Den nye forplads er blevet realiseret med en donation på 7,5 millioner kroner fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde, og med den har KØS fået opfyldt et stort ønske om at skabe en bedre sammenhæng mellem byrummet og museet.
- Ikke alene har KØS fået en ny udendørs scene for kunstneriske udfoldelser, der sender et klart signal om, at her ligger Danmarks museum for kunst i det offentlige rum. Borgerne i Køge har også fået et nyt mødested for bevægelse, samvær og refleksion. Den fornemme donation fra Annie og Otto Johs. Detlefs Fonde har gjort det muligt at realisere en drøm om at skabe mere liv og byrumskvalitet i denne del af Køge, og vi glæder os meget til at skabe nye fortællinger i byens rum, siger museumsdirektør Christine Buhl Andersen om den nye forplads.
Udover forpladsens kunstneriske idé om at skabe en plads til de daglige såvel som de ekstraordinære handlinger og fremtidens aktiviteter, er der taget højde for vigtige funktionelle behov såsom bedre handicapadgang, bedre caféforhold samt en mere hensigtsmæssig indgang til museet med en ny rampe i husets gavl.

Den nye forplads ved KØS er skabt af billedkunstneren Ann Lislegaard og er blevet realiseret takket være en donation på 7,5 millioner kroner fra Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde.(Foto: JCJ)
KØS-direktør Christine Buhl Andersen glæder sig over at have fået nye omgivelser, som klart viser, at her ligger Danmarks museum for kunst i det offentlige rum.