Band fra rummet vandt MGP i Tørring
To bands fra Rosborg og to bands fra Tørring er klar til MGP-finale
Den 22. februar afholdes der melodigrandprix for gymnasieelever på Rødkilde Gymnasium, hvor der vil være deltagere fra både Horsens, Fredericia, Kolding og Vejle. Fra Vejle skal vi håbe på en vinder fra enten Tørring Gymnasium, Rosborg Gymnasium eller Rødkilde Gymnasium, der alle tre vil deltage i konkurrencen. Nogle af gymnasierne har allerede holdt indledende runder, der skal afgøre, hvilke deltagere hvert gymnasie vil sende af sted til finalen.
Elever på kryds og tværs
Den 17. januar fandt Rosborg sine to kandidater, da fem spændte bands og en enkelt solist dystede mod hinanden til en speciel MGP-fredagscafé.
“De havde hver deres individuelle udtryk. Der var alt fra rigtig MGP-pop over hårdtslående rock til en mere jazzet stil, der vakte mindelser om “Dansevisen”, der vandt det danske Melodi Grand Prix i 1963,” siger Mette Hofman Bøegh, der er lektor i musik og dansk på Rosborg Gymnasium.
Man kunne måske forestille se, at studieretningerne med musik på A-niveau ville dominere en sådan konkurrence, men eleverne er gået sammen på kryds og tværs af årgange og klasser og har øvet efter skoletid for at blive klar.
“I en hektisk og fortravlet tid er det skønt at opleve, at eleverne også prioriterer at investere deres tid til gavn for et aktivt og kreativt skolemiljø,” siger Mette Hofman Bøegh.
Bandet “Ralph” gik videre med nummeret “Ingen som dig”, og “The Road Crew” gik videre med sangen “Jelly Fish”.
Fredag den 24. januar var det Tørring Gymnasiums tur til til at finde to deltagere. Her optrådte fire bands.
“Bandsene har øvet meget i ugerne op til MGP med deres numre, og man har kunnet spore store fremskridt, hvilket tydeligt kunne mærkes på den meget professionelle performance,” siger uddannelsesleder Tanja Huus Gulmann.
Vinderne fra Tørring blev “Cevin Mo and his Supersonic Supersexy Space Orchestra” med nummeret “Fun Gun”.
Og nummer to i konkurrencen, som også går videre til finalen, blev “Saltets Allé” med “Want to Do”.