Jazzkvintet i SeminarieHuset
Ny og interessant musik, hvor det melodiske blandes med en smag af noget ukendt, som udfordrer publikums sanser. Former og farver er flydende, og det melodiske rum inviterer til indlevelse i et velkrydret lydbillede, hvor både klarinet, sax og basklarinet spiller en central rolle i en ellers traditionelt udformet jazzkvintet. Det er, hvad publikum kan se frem til at opleve, når bandet FLUX går på scenen og giver jazzkoncert torsdag den 30. oktober kl. 20.00 i fællessalen på SeminarieHuset i Ribe.
FLUX tager afsæt i musik, skrevet af bandets trommeslager Thomas A. Jakobsens musik. Ud over ham består FLUX af pianisten Søren Møller, der i ti år har boet i New York og har bevæget sig på den internationale scene med mange af jazzens kendte navne. På bas er det Kenneth Dahl Knudsen, som turnerer med forskellige grupper over hele Europa.
Desuden tæller bandet Ole Visby, som er en alsidig musiker, der med både saxofon og klarinetter er med til at skabe orkestrets mangefarvede lydpalet. Endelig medvirker på guitar Michael Møller Porsborg, der mestrer både det melodiske og aggressive spil, gerne med rig brug af effekter.
Oveni byder aftenen på gæsteoptræden af det unge Ribe-klavertalen Alberte Maimburg i spidsen for en gruppe ligeledes unge musiktalenter med rødder i Ribe Katedralskole og Musikskolens talentlinje. Det sker som led i Spil-Dansk dagen. Det er musikforeningen Jazzin'Ribe, der står for arrangementet.