Fortsæt til indhold

Så er der jubilæums-marked i Kvaglund

Arkiv
Arkiv

Når dørene åbnes lørdag den 1. nov. kl. 10-15 til loppe- og kræmmermarked i Kvaglundhallen, er der noget at fejre: Siden starten for godt tre år siden har der været 1.000 udstillere, og det samlede besøgstal runder de 12.000 til de populære markeder. Og igen er de røde lygter hængt ud: Udsolgt, med over 60 stande.
“Vi vil gerne markere de runde og flotte tal,” siger halbestyrer Carsten Hille og fortsætter:
“Så der bliver trukket lod om 500 kr. kontant blandt de numre, som de besøgende får ved indgangen. Men udstillerne skal naturligvis også have del i glæderne, så der trækker vi lod blandt dagens udstillere, hvor den heldige får sin stand ganske gratis.”
Blandt udstillerne er der en del, der deltager i flere af markederne, ofte med varierende sortiment, hvilket tyder på, at de er tilfredse. Omkring halvdelen er dog hver gang nye sælgere. I sæsonen 2014/15 er der herefter fire markeder tilbage, nemlig den første lørdag i månederne januar til april inkl., og alle dagene fra kl. 10.00 til 15.00.