Fortsæt til indhold

En god kommune for unge

Sønderborg er blandt 12 kommuner, som er nomineret af Dansk Ungdoms Fællesråd til Ungdomskommuneprisen 2015

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) kårer hvert år Danmarks bedste kommune for unge med uddeling af en pris. Sønderborg er blandt 12 kommuner, der er nomineret i opløbet til Ungdomskommuneprisen 2015.
Med prisen vil DUF belønne kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår, blandt andet ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
"Jeg er glad for, at Sønderborg nu markerer sig også på dette felt. Kommunen har sat flere ting i gang i de seneste år, og jeg venter, at der vil ske endnu mere i de kommende år," siger borgmester Erik Lauritzen (S).
Han henviser til forskellige indsatser for at udvikle Sønderborg som uddannelsesby og til opbygningen af Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg, som yderligere vil styrke det frivillige arbejde med børn og unge. Sønderborg Kommune har desuden en årlig seance, hvor et minibyråd med skoleelever kommer ind i byrådssalen og diskuterer sig frem til, hvordan 1. mio. kroner skal anvendes.

Ungdomscafé og politik

Sønderborg Kommune har per 1. februar i år ansat en tværfaglig ungekoordinator, Lykke Farre. Hun arbejder med at inddrage og involvere unge i udviklingen af byen og det kulturelle miljø. Blandt andet udarbejdes en ungepolitik, som skal munde ud i dannelsen af et ungeråd. Lykke Farre hjælper også med udviklingen af Sønderborgs ungdomscafé, som åbnede i årets begyndelse og drives af Sønderborg Student Foundation, og sammen med to unge fra Sønderborg er hun med i Kulturministeriets arbejdsgruppe, som er nedsat i forbindelse med, at 2015 er udnævnt til Ungekulturår.
De øvrige nominerede til Ungdomskommuneprisen er Gentofte, Hjørring, Jammerbugt, Køge, Norddjurs, Odsherred, Rudersdal, Skive, Syddjurs, Thisted og Aarhus.
Vinderen udpeges af en dommerkomité i november.