Stevns Kommune inviterer til teater og foredrag om demens
DEMENS: Stevns Kommune sætter særligt fokus på demens i november måned, når vi inviterer til tankevækkende teater og et bevægende foredrag ved Vibeke Drevsen Bach.
- Selv når man har demens tæt inde på livet, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i den dementes liv, fortæller Line Henriksen, demenskoordinator i Stevns Kommune, og tilføjer:
Derfor vil vi rigtig gerne invitere pårørende til demente og andre med interesse for demens til en dag, hvor vi sætter fokus på emnet på en anden måde, end vi måske er vant til. Teaterforestillingen handler om demens set indefra, om en tid, der forsvinder og om at leve i nuet. Foredraget ved Vibeke Drevsen Back handler om, hvordan vi hjælper demente til at blomstre.
Teaterforestilling og foredrag løber af stablen i Snurretoppen i Store Heddinge onsdag den 19. november kl. 15.00-18.00. Der serveres en sodavand og sandwich pr. deltager, hvorfor det er nødvendigt at melde sig til på tlf. 5657 5208/ linehenr@stevns.dk senest mandag den 10. november.
Om teaterforestilling og foredrag
Teater LabCats har med teaterforestillingen Dementia, lavet en unik og dybt rørende forestilling om en mand, der har demens.
Det der gør forestillingen speciel er, at teatertruppen ser verden og oplever plejehjemmet som det ser ud med mandens øjne. Det skaber ikke alene en stærk historie om at være tvunget til at leve i nuet, det giver samtidig et indblik i og forståelse af, hvordan virkeligheden, måske, ser ud hvis man er ramt af en demenssygdom.
Dementia gør brug af teatrets virkemidler som bl.a. nyskrevet musik, lyd og lys til at gøre en abstrakt verden konkret. Samtidig gør forestillingens stærke personskildringer, at man som publikum bliver personligt involveret i fortællingen.
Holdet bag forestillingen har forud for forestillingen lavet research i 'Huset' som er et dagcenter for yngre mennesker med demens i De Gamles By, samt interviewet personale, borgere med demens og demens eksperter.
Vibeke Drevsen Bach fra Energy2work perspektiverer levende og bevægende forestillingens hovedperson og temaer ind i en konkret faglig kontekst.
Vibeke Drevsen Bach kan kunsten, at formidle det svære på en inspirerende, berørende og livgivende måde, og har undervist ikke færre end 6.000 mennesker i ind- og udland.
pm