Schmeltz liv hængt op i haven
De sidste billeder er ved at komme på plads i Schmeltz Have.
Billederne viser, hvor den afdøde herre har sat sit fingeraftryk i byen, og hvor han har haft sin færden.
De gamle fotos bliver først afsløret fredag. Det samme gør papirklippet, busten af Schmeltz og den lille nuttede hundestatue.
Alligevel kan man her få et lille kig på tingene, der kommer til at pryde pladsen, der ligger først i Allehelgensgade, som var Schmeltz første gave til Roskilde.
Han forærede den væk, så folk kunne springe i sikkerhed, når de gik i Allehelgensgade.
Dengang var gaden nemlig så smal, at der ikke var meget plads til fodgængerne, når en hestevogn kom kørende.
I stedet var roskildenserne nødt til at trykke sig ind til husmurene.
Med foræringen af det lille stykke jord, havde folk mulighed for at trække helt væk fra vejen, så de ikke blev ramt af hverken hest eller vogn.