På mine hold træner man hårdt men har det sjovt
Fitnessinstruktør blev træt af at køre rundt og arbejde for andre, så nu har hun startet sit eget fitnesscenter
Der bliver svedt igennem i det store lokale på Torvegade 17 i Give, hvor der tidligere har været møntvaskeri og bokseklub. Her har 37-årige Camilla Færgemann Lind åbnet fitnesscentret Strong2Gether med holdtræning i blandt andet Bike og cirkeltræning.
“Det er bare det, jeg gerne vil. Jeg kan godt lide at gå herfra totalt svedig og fuld af energi, og jeg vil gerne motivere andre og give min energi videre,” fortæller Camilla, der har investeret i 15 nye Watt-cykler med computer.
“De måler dit watt-forbrug og kan måle puls, kalorier og antal kilometer, du har kørt. Det er de bedste cykler på markedet. Der er ikke mange centre, der har dem,” siger hun begejstret.
Stærke sammen
Centret hedder 'Strong2Gether', fordi man er sammen om at være stærke, forklarer ejeren.
“Det gælder ikke om at være tynd, men stærk og sund. På mine hold er det hårdt, men man har det rigtigt sjovt,” siger Camilla, som ikke er helt grøn i fitnessbranchen.
I de senere år har hun været instruktør i fitnesscentre i Billund, Brande, Grindsted og Give.
“Jeg har brugt alt for megen tid i min bil med at pendle frem og tilbage. Og jeg er typen, der involverer mig meget, og det får man ikke nok ud af i andres centre,” forklarer Camilla om baggrunden for, at hun har valgt at starte op for sig selv.
Hun har ansat en yogainstruktør samt tre instruktører til at køre Bike udover sig selv. Indehaveren skal nemlig fortsat passe sit fuldtidsarbejde som personlig assistent på vindmøllevirksomheden Siemens i Brande.
“Jeg har altid været en vanvittig aktiv pige og kan godt lide at have travlt. Jeg kan ikke sidde stille og læse en bog. Min mand er af samme støbning, og når vi holder ferie, løber vi dagligt. I år har vi løbet tre halvmaraton,” fortæller Camilla.
Parret bor ved Karlsskov sydvest for Give, hvor hendes mand Lars Karlsskov Jensen driver landbrug, der tidligere har været hans fars og bedstefars.
Camillas forældre kommer også fra Give, men hun er født og vokset op i Uldum, hvor familien flyttede til, da hendes far Svend Lind startede virksomheden Linddana i Ølholm. Linddana producerer flishuggere og er i dag en eksportorienteret industrivirksomhed, som Camilla og hendes to søstre ejer efter et generationsskifte.
De har dog ikke noget med den daglige drift at gøre, så Camilla skal 'kun' koncentrere sig om sit arbejde og sit nye fitnesscenter...