Snart halloween på Volden
Soroptimist International Fredericia og rollespillere fra Fredericia går snart igen i aktion på Volden. Hekse, zombier og andet godtfolk synes at Volden er det bedste sted at være - og helst i tusmørke...
“Den 25. oktober går det løs fra klokken 16 og man kan gå turen på 2,5 km helt frem til klokken 19 i år – så jo længere man venter med at komme - jo mere uhyggeligt bliver det. Vi har i år fået hjælp fra en masse gode foreninger – blandt andre kommer Fredericia Sportsrideklub på Landsoldaten og giver trækketure til de mindste - og bandet LonesomeZoo kommer og giver et par rocknumre,” lyder det fra arrangørerne.
Fredericias største græskar skjal også kåres.
Ruten er lidt anderledes i år og vandreforeningen Fodslaw vil være til stede på Volden og guide rundt hvis man har brug for hjælp. Man får et rutekort sammen med billetterne.
Bunkeren er åben – og hvis man tør gå ind til heksen – bliver man belønnet - og måske sluppet ud igen.
Vandtårnet ligger sidst på ruten i år. Der bliver spillet uhyggelig musik derinde af nogle unge mennesker fra 6. Juligarden.
Når man har gået turen, går man ned ved Prinsens Port og tilbage på pladsen, hvor der venter Heksebryg fra Slagtermestrene Jacobsen og Jakobsen samt mundgodt fra Føtex Midt, serveret af et par friske hekse.
Der er diplomer fra VesterKopi til de børn, der gennemfører turen.
Deltagere støtter Walk the Worlds indsamling til skolemad i Burkina Faso. Man støtter også kvinder og børn i vores lokalsamfund – som har brug for en ekstra hånd.
Soroptimist International Fredericia kunne sidste år sende 20.000 kroner af sted til Burkina Faso.