FCK-fans på Gullanden
Politi og fodboldklub lavede pitstop på vej til Idrætsparken
Før pokalkampen torsdag aften mellem FCR og FCK i Idrætsparken havde politiet og storklubben fra København sørget for et pitstop til de godt 500 fans, der kom med toget. Valget var faldet på Café Gullanden, der i Roskilde har samme status som Damhuskroen i København med levende musik og danselystne enker eller andre damer på bytur. Værten Claus Borhenne var blevet kontaktet på forhånd af politiet og FCK for at gøre klar til arrangementet, så han havde i kommunen fået tilladelse til udeservering i Gullandsstræde. De tilrejsende FCK-fans blev suppleret med lokale tilhængere af hovedstandsklubben. Blandt dem var blandt andet Jonas Magnild, der forklarede, at han helt fra lille altid har holdt med FCK.