SMUK spiller dansk i Kvickly
Det bliver en noget anderledes Spil Dansk Koncert publikum vil kunne opleve, når SMUK den 30. oktober indtager Kvickly i Haderslev
Rundt om i hele landet markeres den årlige Spil Dansk dag, med talrige koncerter og arrangementer, med dansk sang og musik som omdrejningspunkt.
I Haderslev kan man opleve en noget anderledes koncertsal, når SMUK i samarbejde med Kvickly byder publikum ind til dansk musik i forretningen i tidsrummet kl. 16.30 – 17.30.
”Vi er altid på udkig efter nye måder at komme i kontakt med vores publikum på, og Lars Skovhus fra Kvickly var heldigvis straks med på idéen”, fortæller orkesterchef Thomas Späth. ”SMUK har endnu aldrig prøvet at sidde inden blandt alle varerne i et supermarked og spille, men det bliver da super sjovt at prøve hvordan det er, og ikke mindst at opleve hvordan de handlende reagerer på at møde et stor orkester midt i et supermarked”.
Peter Ettrup Larsen står i spidsen for musikkorpset, som vanen tro spiller et bredt repertoire, der kommer omkring dansk musik inden for flere genrer.
I forbindelse med koncerten udlodder Kvickly 5 VIP-billetter til SMUK julekoncert på Gram Slot den 7. december, mens koncerten står på.