Fortsæt til indhold

IHS-elever smidt på gaden

Eleverne på Idrætshøjskolen blev mandag morgen sendt uforberedt ud på oplevelsestur

Arkiv
Mikkel Hansen

Eleverne på Idrætsskolen i Sønderborg fik en overraskelse mandag morgen.
Samtlige elever blev nemlig smidt ud af skolen i et døgn for at tage på oplevelses- og overlevelsestur i området.
"Vi troede, at det ville blive en helt almindelig dag, men så fik vi en halv time til at pakke og smøre madpakker, og så må vi ikke vise os på skolen i 24 timer," fortæller Benjamin Longerich, der var på eventyr med Mads Norup, Heiddis Petursdottir og Astrid Mousten.
Der var indbygget en lille konkurrence i turen, hvor eleverne kunne samle point sammen ved at løse forskellige opgaver.
"Vi har f.eks. lige været ude på Gråsten Landbrugsskolen for at malke en ko for at få point," fortæller Astrid Mousten.
Andre pointgivende opgaver var at smage sønderjysk specialitet, sove hos en fremmed, gøre gode gerninger og høre en livshistorie.
De gode gerninger udførte gruppen på afdeling M42 på Sønderborg Sygehus, hvor de sang for patienterne og gav massage. Samtidigt fik de også hørt en livshistorie, da Helmuth fra Skærbæk gav sig tid til at tale med de fire unge.
"Det har været spændende og sjovt. Det er en fed udfodring, Vi er blevet tvunget ud af vores comfortzone," fortæller Heiddis Petursdottir.
"Vi får også mulighed for, at afprøve om Danmark er så åbent og venligt, som vi forestiller os. Indtil nu må vi sige, at dét er det", siger Mads Norup.
En anden udfordring for eleverne var at finde et sted at overnatte.
"Vi ville så gerne overnatte på et slot, så vi har ringet til samtlige slotte i Sønderjylland, men der var desværre ingen, der kunne hjælpe os," fortæller Astrid Mousten.
Til gengæld mødte eleverne en venlig sekretær på M42, der tilbød at stille sin kælder til rådighed for de fire elever.

Eleverne på Idrætshøjskolen blev mandag formiddag "bortvist" i et døgn, så de kunne ud på eventyr og opleve lokalområdet på en anderledes måde. Her lytter fire elever til Helmuths livshistorie på sygehuset. Foto: Mikkel Hansen