Undervisere lærte at udvikle apps
I går onsdag den 22. oktober afviklede Business College Syd i samarbejde med Fonden for Entreprenørskab en workshop for undervisere med apps som udgangspunkt. Deltagerne fik bl.a. nogle værktøjer med hjem til udvikling af apps til brug i undervisningen.
Workshoppen sluttede med en tre timer lang seance med Sune Liengaard fra About Time om Project Canvas, som er et værktøj for bl.a. projektledere til at planlægge og skabe overblik over projekter. Værktøjet kan ligeledes bruges af elever i undervisningen til bl.a. innovationsprojekter og af undervisere til planlægning af nye skoleprojekter.
Carina Pedersen, der er innovationskoordinator på Business College Syd, har været tovholder på dagen og er efter workshoppens afholdelse tilfreds med udbyttet.
”Det har været en udbytterig dag. Både jeg og de andre deltagere fik en brugbar værktøjskasse med forslag til innovative projektforløb, udvikling af apps samt planlægning af projekter med hjem. Jeg har både fået specifikke redskaber, som jeg selv kan bruge, men også værktøjer, som jeg kan give videre til eleverne,” siger Carina Pedersen.
Dagen stod desuden på et oplæg om pitching, der er betegnelsen for en fire minutters præsentation af ens forretningside. Det var iværksætteren Christian Olesen, der stod for dette oplæg. Fra Fonden for Entreprenørskab deltog Jacob Thomsen.
Tirsdag den 4. november står den igen på workshop på Business College Syd, hvor det er elevernes tur til at lære at udvikle apps og planlægge et projektforløb.