Fortsæt til indhold

Lær at tackle job og sygdom

Hvis man gerne vil lære at tackle både sygdom og job, så har Fredericia Kommune et tilbud

Arkiv
Arkiv

For mange mennesker med langvarig sygdom er det en udfordring at bevare sit job eller vende tilbage, hvis man først er blevet sygemeldt. Samtidig kan forholdet til ens nærmeste blive svært, og man kan opleve perioder med nedtrykthed og bekymringer.
”Lær at tackle job og sygdom” er et frivilligt tilbud specielt udviklet til borgere, der modtager sygedagpenge og er langtidssygemeldt. Deltagerne vil få inspiration til, hvordan de kan finde løsninger, som betyder, at de kan gå på arbejde, selvom de har en langvarig sygdom. På kurset får borgerne redskaber til at styrke deres muligheder for at vende tilbage til job og til at håndterer deres sygdom – og dermed få mere overskud. Kursisterne får også mulighed for at dele deres tanker og synspunkter med andre i samme situation.
Kurset bliver ledet af to instruktører, som selv har sygdom inde på livet og derfor ved, hvor skoen trykker.
Virker kurset?

Fredericia Kommune vil gerne finde ud af om ”Lær at tackle job og sygdom” kan hjælpe syge mennesker bedre end den almindelige opfølgning i jobcenteret. Derfor deltager kommunen i en videnskabelig undersøgelse af kurset. Undersøgelsen skal blandt andet give svar på, om deltagerne på kurset opnår højere livskvalitet, og om de oftere vender tilbage til arbejde. Den videnskabelige undersøgelse bliver lavet af uafhængige forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Derfor bliver deltagerne bliver fordelt ved lodtrækning, så 60 % kommer på kurset, og 40 % kommer i kontrolgruppen. Borgere i kontrolgruppen vil kunne følge andre tilbud og tilmelde sig et nyt kursus efter 6 måneder.
Kurset følger et fast program og foregår over 6 mødegange á 2,5 time pr. gang.
Frem til den 13. november kan interesseret få nærmere information hos Lisbeth Møllegaard Hansen på telefon 7210 5851, dagligt mellem klokken 8-9. De kan også skrive til Lisbeth på lisbeth.m.hansen@fredericia.dk.