Roskilde-haller kommunaliseres
Den nuværende opbygning med et formelt selvstændigt selskab med kommunen som dominerende aktionær er ulovlig
Roskilde-hallerne skal kommunaliseres helt, ønsker et flertal i byrådet, mens et mindretal ønsker at give det store idræts- og kulturkompleks ved Møllehusvej et flertal af ikke-kommunale folk i ledelsen. Uenigheden er opstået, fordi den nuværende konstruktion med et formelt selvstændigt selskab med kommunen som altdominerende aktionær, ikke er juridisk holdbar ifølge de tilsynsførende myndigheder. For kommunens overtagelse er S-SF-R-El, mens Venstre og Konservative var imod, mens DF tog forbehold, da sagen blev behandlet i Økonomiudvalget onsdag formiddag.
Mere initiativ
Formanden for hallernes bestyrelse, Carsten Wickmann (K), der er valgt til denne post som et led i byrådets konstituerings-aftale, er meget utilfreds med denne indstilling. Han mener hallerne ville kunne klare sig langt bedre, hvis ledelsen, lønsystemerne og de ansattes vilkår ikke skal presses ind i den store kommunale mølle. - Med en selvstændig ledelse udenfor det kommunale system har vi bevist, at vi er i stand til at skabe et kulturelt og sportsligt center på Møllehusvej, der tiltrækker mange af de største begivenheder på Sjælland, forklarer han. - Hvis man ville, kunne vi lave en konstruktion, så der kom et flertal af ikke kommunale folk i det udvalg, som nu skal overtage ledelses-opgaven. Det ville sikre den vigtige frihed og selvstændighed. Jeg ved godt, at der nok ikke bliver de store problemer, så længe Hacke og jeg selv er der. - Men når man skal ansætte nye medarbejdere i fremtiden, er det nok ikke optimalt, hvis det skal passes ind i kommunens almindelige systemer. Samtidig skal vi huske, at Himmelev-hallerne og Vor Frue Sognegård i sin tid blev givet til Roskilde-hallerne, netop fordi det ikke hørte direkte under Roskilde kommune, siger Carsten Wickmann.
Selvstændig ledelse
Borgmesterpartiets ordfører Karim Arfaoui (S), forklarer ønsket om en kommunal overtagelse med, at det alligevel er offentlige penge, der får den store institution til at køre rundt, og som eksempelvis finansierede opførelsen af den store hal D for et par år siden. - Men vi vil fortsætte driften af hallen som et selvstændigt foretagende, der ikke skal underlægges den øvrige kommunale administration. Derfor laver vi et udvalg med repræsentanter fra byrådet samt idrætten og kulturen, som fortsat skal stå for ledelsen med den samme formand, siger han. Kommunen er også meget interesseret i, at den nuværende halchef Dan Hacke, som har gjort foretagendet til en succes og respekteres i hele landet for sin indsats, vil fortsætte på sin post. Det har kommunaldirektør Henrik Kolind forklaret flere gange. tk