Fortsæt til indhold

A.P. Møller Fonden giver 5 millioner til oplevelsescenter i Vejle

Arkiv
Jeppe Rafn

A.P. Møller Fonden har givet tilsagn om fem millioner kroner til Økolariet.
Pengene skal gå til at gennemføre udstillingen 'Det bæredygtige menneske' og en energihave - to vigtige dele i Økolariets nye visionsplan til 14-16 millioner, som byrådet har godkendt.
Økolariet skal udbygges og besøgstallet stige fra 47.000 til 75.000 gæster.

"Vi er naturligvis særdeles begejstret for donationen fra A.P. Møller Fonden. Da vi politisk behandlede visionsplanen, var vi ikke i tvivl om, at planen indeholdt nogle visionære idéer og handleplaner, men det kræver altid midler at føre visioner ud i livet. A. P. Møller Fondens støttetilsagn viser, at det ikke kun er os i Vejle Kommune, som synes, at Økolariet er noget særligt. Det har mange turister også fundet ud af. Med donationen får Økolariet i endnu større grad mulighed for at udvikle sit rette potentiale som dynamo og ressourcecenter ift. klima, ressourcer og bæredygtighed," siger Søren Peschardt, 1. viceborgmester og formand for Natur- & Miljøudvalget i en pressemeddelelse fra Vejle Kommune.
Visionsplanen indeholder bl.a. en udbygning og fornyelse af Økolariet, så der er plads til flere gæster. Det er målet, at besøgstallet skal stige fra de ca. 47.000 i dag til op mod 75.000 gæster. Der skal desuden etableres endnu bedre formidling og læring gennem oplevelser, og de faste udstillinger skal gøres mere tidssvarende ift. indhold og teknik. Det er planen, at der skal bygges et centralt oplevelsesafsnit om det bæredygtige og modstandsdygtige menneske. I oplevelsesafsnittet bygges der bl.a. et bjergafsnit med en mineelevator, hvilket ikke er set før. Der etableres desuden en energihave med aktiviteter, hvor hele familien kan afprøve forskellige energiformer og konkurrere om brugen af energi på den mest bæredygtige og sikre måde.
Det koster ca. 14-16 milliobner kroner at omsætte visionerne i visionsplanen til reelle oplevelsesaktiviteter i Økolariet, og der skal derfor arbejdes for at skaffe yderligere finansiering. Der er stadig et stykke vej at gå, før Økolariet er helt i mål med finansieringen af indholdet i hele visionsplanen. Vejle kommune vil derfor fortsætte arbejdet med at tilvejebringe den resterende finansiering.
Visionsplanen har fået positive anbefalinger fra henholdsvis University College Lillebælt, Undervisningscentret NTS, Vejle Tekniske Gymnasium, Syddansk Universitet, DONG Energy og Grundfos, der alle er samarbejdspartnere.