Bankmand tog fusen på viceverdensmesteren
Formand og chefinstruktør i Haderslev Kickboxing, Laila Brummer, kiggede noget forundret da der pludselig kom en bankmand ind i træningslokalet
Scenen er den gamle smukke festsal på den gamle katedralskole. Her træner Haderslev Kickboxing og kæmperne var godt i gang med at svede.
Formand og chefinstruktør, Laila Brummer, er netop vendt hjem fra VM i Italien med en sølvmedalje om halsen, så nu synes hun at medlemmerne skal svede lidt ekstra. Måske de så også får stimuleret deres VM drømme.
Derfor så hun indledningsvis lidt misfornøjet ud da træningen blev ”gatecrashed” af et par mandspersoner, men forundring og irritation blev hurtigt afløst af venlighed – ikke mindst da hun fik øje på den kæmpestore check, som den ene mand havde under armen.
Manden hedder Ulrik Madsen og han er direktør i Nordea. Og checken var stor på mere end én måde. Fysisk er den stor og beløbet, som stod på den var stort – 10.000 kroner.
”Vi kommer fra Nordea Fonden,” fortalte Ulrik Madsen og fortsatte:
”Nordea Fonden støtter en masse almennyttige formål, og vi har fået så meget godt at vide om det arbejde I gør her i klubben. I er en klub med mod og holdninger, I rummer alle og passer på hinanden – og så giver I hinanden nogle fantastiske timer sammen. Vi støtter ’Det gode liv’ og derfor vil vi gerne støtte jer med dette beløb som kan bruges til udstyr og lignende – hvad I nu måtte mangle.”
Det er jo snak man godt gider at høre så der blev klappet igennem før alle mand stillede op til fælles fotografering med check.