Fire kasser af Bjørn Madvig
Dalby sluttede af med endnu en sejr da Farum blev besejret 4-2
FODBOLD. Med 17 point ud af 21 mulige i de seneste 7 kampe, så må det siges, at Dalby har haft et godkendt efterår, efter at holdet i lørdags besejrede Farum 4-2 i den sidste kamp inden vinterpausen. Og for Bjørn Madvig i særdeleshed er det lidt ærgerligt, at sæsonen nu er slut, idet han viste storform, da han bankede alle fire mål i kassen i Farum, så han vel med rette nu kan kaldes Bjørn Målvig.
Dalby fik nu langt mere modstand end ventet i Farum, og de kan være glade for at keeper Nikolaj Jakobsen præsterede 3-4 klasseredninger i kampens første 20 minutter, hvor Farum var giftige i deres kontrafase, hvor de kørte med lange bolde frem til frontløberne. Til gengæld var Bjørn Madvig mere resolut, da han midt i halvlegen modtog bolden fra Philip Simonsen og elegant loppede den over keeperen til 0-1. Ti minutter senere var Madvig på spil igen, da han fra banens midte spurtede fra forsvaret og øgede til 0-2, en stilling der holdt til pausen, men træner Kenn Jørgensen var dog langtfra tilfreds med indsatsen.
”Vi løb slet ikke for hinanden, det virkede som om at flere af spillerne allerede var gået på ferie, og det gav Farum alt for mange chancer gennem det meste af kampen”, sagde Dalby-træneren.
Heldigvis sørgede Bjørn Madvig for ro på holdet, da han bare fire minutter efter pausen opfangede en bold, der fra Dalbys forsvar blev sendt lagt op af banen, igen løb Madvig fra forsvaret og scorede til 0-3, og dermed fuldbyrdede sit hattrick. Men når man nu er i gang, hvorfor så ikke lave en kasse mere, og det gjorde Bjørn Madvig fem minutter senere, hvor han blev spillet i dybden, keeperen reddede i første omgang, men sendte bolden på Bjørn Madvigs ben, så den gik i mål til 0-4. Farum svarede dog igen med to scoringer i løbet af tre minutter, og havde tillige et skud på overliggeren, så det et kvarter ind i halvlegen stod 2-4. Der blev dog ikke scoret i kampens sidste halve time, og dermed kunne Dalby runde efteråret af med endnu en sejr, og ubesejret i holdets seneste 7 kampe.
”Det er godt at vi går på ferie nu, for vi har rigtig mange skadede spillere, som har bevirket, at jeg har trukket store veksler på mange af spillerne, så de trænger helt sikkert til en pause. De skal have stor ros for deres indsats gennem sæsonen”, sagde Kenn Jørgensen efter kampen.
KAMPFAKTA. Serie 2: Farum – Dalby 2-4 (0-2). Dalby: Bjørn Madvig 4.