Fortsæt til indhold

Stadig ubesejret tophold

Hvidovres volleyballherrer fører ligaen - spiller torsdag aften hjemme mod Randers i pokalturneringen

Arkiv
Arkiv

På torsdag er der en meget vigtig kamp for holdet. Der spilles kvartfinale om at komme med i “Final Four”, der afvikles i Frederiksberghallerne den 20. og 21. december. - Det er vores træner Denis Jankas store drøm, at komme med i det slutspil, fortæller Thomas Stryhn fra klubben. - Vi spillede vores bedste kamp i denne sæson ude mod Randers, og det spil må gerne gentage sig på torsdag kl. 20.00. Der er al mulig grund til at komme op og se volleyball på højeste danske niveau. Det er spændende og det bliver spændende... - Vi spillede og vandt 3-2 ude mod Ishøj i lørdags, og den kamp havde vi tabt. Ishøj er oprykker og råder over 10 polakker. Vi har spillet et par træningskampe mod dem, og det er et godt hold. Det er man, når man kan besejre Marienlyst, som de har gjort det. Vi tabte første og tredje og var baud 18-10 i fjerde sæt, da de sendte deres eneste danske spiller på banen og samtidig tog deres bedste angriber ud. Den disposition takkede vi ja til og vandt et tæt 4. sæt. Det sidste og afgørende sæt var med os i førerrollen fra start, og vi vandt komfortabelt... - Nu venter der et hårdt program i turneringen med tre udekampe mod Marienlyst, Middelfart og Gentofte som alle er hold fra Top 3 sidste sæson. Om vi stadig er ubesejrede efter de tre kampe er usikkert, men hvorfor ikke... Kampen mod Odense blev vundet med 3-0 efter cifrene 25-20, 25-18 og 25-17. En kamp, hvor man i første sæt fulgtes pænt ad. Ikke et prangende, men alligevel rimelig sikkert sæt. Andet sæt fik en dårlig start, hvorefter holdets anfører Mads Ditlevsen satte sin enmandshær ind. Skarp i både server og afslutninger. Samtidig var der et par kendelser, der gik Odense imod, og det gjorde udslaget. I tredje sæt var der ingen slinger i valsen. Gode server fra Jonathan Gunge, Morten Riisgaard og Nicolai Houmann skabte en solid føring på 20-10, inden der blev taget lidt løst på det i slutfasen.ebo