Fortsæt til indhold

Kasseret mad gavner udsatte familier

Anita kan samle så meget kasseret mad fra supermarkedernes affaldscontainere, at hun deler ud af det

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Anita fra Haderslev er det, man kalder “skralder”. Det betyder, at hun jævnligt går i supermarkedernes affaldscontainere efter lukketid for at hente det mad, der er blevet kasseret. Og det er ikke småting, der ryger i containerne.
“Jeg har en fast makker, og vi skralder to gange om ugen, hvor vi kører en fast rute i Haderslev og Aabenraa. Vi kan vel skralde for omkring 50.000-60.000 kr. om måneden, så der bliver virkelig smidt meget ud”, fortæller Anita, der ikke vil have sit efternavn i avisen.
Hun kan samle så meget mad, at hun ikke har nogen chance for selv at spise det. Derfor har hun oprettet en facebookgruppe, hvor de folk, der har behov, kan bede om hjælp. I øjeblikket er der 66 familier i Anitas netværk.
“Jeg bruger selv omkring 1000 kr. om måneden til mad. Resten finder jeg ved at skralde. Og så deler jeg en masse ud. Både til unge på kontanthjælp, der ikke kan få det til at hænge sammen, men jeg har også ældre og førtidspensionister, der modtager jævnligt”, fortæller Anita.

Er ilde set

Det er ikke alle supermarkeder, der er venligt stemte overfor skralderne.
“Nogle hælder klorin ud over varene i containeren for at vi ikke skal tage det. Eller de skærer poserne op. Kun en enkelt købmand hjælper os, og lader kasseret frugt og grønt stå fremme til os”, fortæller hun videre.
Det er ikke ulovligt at være skralder i Danmark. Så snart maden er smidt i containeren, har supermarkederne afgivet retten til varerne.
Og Anita er ikke den eneste, der skralder.
“Det er et helt netværk af mennesker. Min gruppe er blot én af mange. Vi kan da ligeså godt udnytte maden, og give lidt til dem, der ikke har så meget i stedet for at smide det ud”, lyder argumenterne. Anita mener desuden, at det giver mening på flere områder, når man skralder.
“Man hjælper jo mennesker, der har det svært. Jeg har oplevet, at en henvendte sig om hjælp, da hun var helt nede og vende på bunden. Vi fik hende igennem, og nu er hun aktiv skralder og samler mad, der kan hjælpe andre. Det er hjælp til selvhjælp”.
Anita håber, at der snart sker ændringer på området, så skralderne ikke længere behøver at arbejde i ly af nattens mulm og mørke.
“Jeg har sendt følere ud til de store supermarkeder, for jeg vil da meget hellere, at vi kunne aftale os ud af det. Så kunne vi jo afhente varene og fordele dem til dem, der har brug for det. I stedet for at vi skal kravle rundt i containerne i mørket”, slutter Anita.
Den 13.december skulle ny lov træde i kraft, som netop giver mulighed for, at supermarkederne kan give deres datovarer væk.
Fundet på 2 aftener:
43 glas marmelade, 1 karton grovflutes med med 30 stk pakker med 2, 4700 kr kød slagter kød, 15 poser kartofler, 11 Dumle slik poser, 18 poser kongemandler, 5 pakker kiks, 31 pakker diverse pateer, 8 rittersport, 12 bakker tomater, 2 kasser pålæg, 50 stk peberfrugter, 12 bundter forårsløg, 6 bundter porrer, 5 ds majs, 4l juice, 7 pk med Innocent juice med 4 stk, 5 skæreoste, 2 rive oste, 8 iceberg salat, 7 agurker, 12 bk vindruer, 5 poser æbler, 7 ps appelsiner, 2 pk tortilla wraps, 1 pk pita brød, 3 pk pærer, 8 ps rundstykker, 6 stænger wienerbrød, 4 poser chokoladeboller, 4 poser krydderboller, 3 poser teboller, 8 liter sødmælk, 2 x fløde, 12 stk rugbrød, 5 poser løg, 2 poser rødløg, 3 små tuber tandpasta, 1 pk fødselsdag servietter, 1 pk te, 1 vase mal selv , 4 pk børnestrømper, 2 børnesolcreme, 2 poser chips, 5 poser haribo, 5 pk færdiglavet grød, 10 pk diverse kager, 6 pk smør
13 flydende margarine becel,6 bakker pærer, 12 juice, 1 pose havregryn, 2 bk æg, 4 bakker gulerødder, 5 poser mini snack peber, 4 poser snack gulerødder, 8 pk pølser, 6 poser bagekartofler, 9 pk skinkestrimler, 6 spidskål, 6 bk blommer, 5 store palmer, 7 store orkideer, diverse potteplanter og buketter6 ks dentex hundegodbidder, 2 poser kattegrus, 6 x 2,5 kg hakket svinekød, 3 x 1 meter popcorn, 8 liter koldskål, 5 mascarpone, 22 x kød, 2 x kyllingepølser, 2 x minifrikadeller, 10 x hele oksespegepølser, 2 x softice, 4x kaffefløde, 10 l kakaomælk, 15 pakker croissanter a 4 stk, 17 poser snackgulerødder, 7 bakker leverpostej, 5 x remoulade, 4 hvid skimmeloste, 1 pk pulversauce, 1 ananas, 3 stk skæreoste, 1 bakke kiwi, 3 poser bagekartofler, 1 pk luksustarteletter, 4 blomkål, 1 gl sur og sød sauce, 2 kg sukker, 15 x specialbrød groft, 5 x nupo, 5 bundte porrer, 60 løse æbler, 34 løse pærer, 12 poser alm kartofler, 2 pk figenstænger, 35 æg, 9 x færdiglavet thaisupper, 14 poser müsli, 2 poser salat blandinger, 10 pk røget/kogt skinke.
“Gevinsten” blev fordelt til 14 familier.