Joy er habil nok
Indstilling til byrådet om at afvise Annie Larsens nye klage angående borgmesterens inhabilitet
Foto: Erling J. Pedersen
Borgmester Joy Mogensen (S) er habil nok, og reglerne er ikke overtrådt i forbindelse med hendes kæresteforhold med direktøren for Erhvervsforum Jens Müller.
Sådan bliver administrationens indstilling til møderne i Økonomiudvalget og Byrådet på onsdag, hvor de skal komme med et svar på en henvendelse fra tilsynsmyndigheden med kommunerne.
Tilsynet har fået en anmodning fra byrådsmedlem Annie Larsen (V) om igen at undersøge denne sag, selv om det tidligere har fastslået, at der ikke var noget at komme efter.
Sagen startede, fordi Jens Müller er chef i foreningen Erhvervsforum, der udfører står for markedsføringen af Roskilde som turistby og løser en række andre opgaver for kommunen. På den måde kunne Joy Mogensen komme til at bevilge penge til sin kærestes arbejde og organisation, og det vil være en overtrædelse af reglerne om inhabilitet.
Annie Larsen var ikke tilfreds med den første afgørelse, fordi Joy Mogensen efter hendes opfattelse var for længe om at informere byrådet og kommunens ledelse om sit nye kæresteforhold til en person, der udfører arbejder for- og modtager penge af kommunen.
Hun mener også, at reglerne om inhabilitet er blevet overtrådt, da kommunen accepterede det fremstød med en Orange udgave af Dannebrog, der blev gennemført af Jens Müller og Erhvervsforum i forbindelse med årets festival.
Annie Larsen indsendte derfor en ny anmodning om at få det behandlet hos Tilsynet, der nu har bedt Roskilde om at komme med et svar.
Sagen skal behandles nu på onsdag både i det centrale Økonomiudvalg og bagefter på byrådets møde. Administrationens indstilling vil her være, at der ikke har været nogen overtrædelse af bestemmelserne om inhabilitet, og et stort flertal i byrådet ventes af stemme for denne.
tk