Køge Ungdomsskole holder skansen trods folkeskolereform
Antallet af indskrevne elever i Køge Ungdomsskole er uændret i forhold til samme tidspunkt sidste år. En positiv overraskelse, mener ungdomsskoleleder Susanne Madsen, der havde frygtet frafald grundet ”skoletræthed”.
KØGE: Folkeskolereformen har medført lange dage for landets skolelærere, men så sandelig også for eleverne. Et faktum, som Køge Ungdomsskole på forhånd havde frygtet ville føre til faldende elevtal og færre hold. Sådan er det ikke gået, og det glæder Susanne Madsen fra Køge Ungdomsskole:
- Det er for tidligt at sige noget endegyldigt om reformens betydning for de unges fritidsliv. Alligevel finder jeg det positivt og interessant, at vi umiddelbart bliver prioriteret højt af de unge. Mange har fået trukket tæppet væk under fødderne med de nye, høje timetal, og jeg havde forventet en klar nedgang i elevtallet, siger hun.
Ungdomsskolelederen vurderer, at de unges loyalitet overfor ungdomsskolen skyldes skolens dybt engagerede og inkluderende lærere – men også et uændret behov for at indgå i nye sammenhænge, møde nye venner og lære nyt uden den sædvanlige præstationsangst.
- Hos os kan man viske tavlen ren og begynde en ny fortælling om sig selv. Lærerne og de andre elever kender dig ikke på forhånd, og du kan være den, du er. En anden fordel kan være, at vi dels etablerer hold ud fra, hvad der er behov for og efterspørgsel på – dels går alternative veje for at ramme nye målgrupper, lyder det fra Susanne Madsen.
Piger på hjul
Nytænkningen ligger somme tider i at turde tænke gammeldags, forklarer hun:
- Vi har i år oprettet et pigeskater-hold, som træner hver fredag i Gule Hal. Adgang er – ikke overraskende – forbudt for drenge, og målet er på kort sigt at præsentere skating for pigerne under trygge forhold. Senere, når de har øvet sig lidt, vil pigerne blande sig med drengene. Vi skaber med andre ord ligestilling i skatermiljøet ved hjælp af kønsdiskriminering, siger Susanne Madsen med et smil.
Det må vi se med egne øjne, og derfor går turen nu til Gule Hal, hvor der ganske rigtigt ikke er en eneste dreng at se på skateramperne. Det er skruet op for street-stemningen med neonlys, olietønder, graffiti og cool hiphop fra et vellydende anlæg. En flok glade piger er i fuld gang med at udfordre sig selv og hinanden – på rullende grund.
En dem er 16-årige Katrine Nuka Simeonsen fra Vemmedrup. Hun har dyrket sporten i et halvt år:
- Min bror, som har skatet i mange år, har flere gange opfordret mig til at prøve. Endelig tog jeg mod til mig, og nu er jeg fuldstændig bidt af det. Det er fedt, man skiller sig lidt ud og får mange venner, som man kan dyrke interessen sammen med. Når et svært trick lykkes, skriger man af glæde, forklarer Katrine Nuka Simeonsen.
En god start Hun understreger, at skate er for alle. Længe har det næsten 100 procent været en drengesport, men den tid er forbi:
- Det er fedt at se piger fyre den af på et skateboard. Hvorfor overlade noget så sjovt til drengene? I starten var jeg bange for at blive til grin overfor drengene, men det hjælper at øve sig her på pige-holdet først, siger Katrine Nuka Simeonsen.
Victoria Czerner fra Hastrup træner andetsteds i hallen. Hun er enig med sin holdkammerat:
- Det at være blandt piger motiverer på en helt anden måde, og vi hjælper hinanden med at blive bedre. Jeg skater nu næsten hver dag og kan slet ikke undvære det. Det er en cool måde at røre sig på, konstaterer den 16-årige skaterpige.
Lærer på holdet er Sif Bang Mikkelsen. Hun ser et kæmpe potentiale i pige-holdet:
- Vi er reelt ganske få piger, der skater i Køge, og det er trist, når forholdene er så gode. Nu er der en mulighed for, at interesserede kan prøve det af, og det er fedt. Indtil videre er der ti piger på holdet, og flere vil helt sikkert komme til hen ad vejen, når vi får spredt ordet. Vi har plads til alle typer her, og der er veninde-garanti, forsikrer Sif Bang Mikkelsen
Stjernestunder på knoppede dæk Et andet eksempel på godt gammeldags fællesskab i Køge Ungdomsskole finder vi ikke langt fra Gule Hal - i en container ved Tapperiet. Her er læreren Finn Konstantinowich i fuld gang med pumpe luft i dækkene på en mountainbike. Udenfor står en flok drenge, som er utålmodige efter at få pulsen op og mudder i hovedet.
- Vi er et hold, som fokuserer mere på det sociale end på sporten. Hos os kan man lære de vigtigste teknikker, man kan lære at passe sin cykel – og man kan frem for alt lære, hvordan det er at være en del af et stærkt sammentømret hold, forklarer Finn.
De 11 drenge har dyrket den fælles passion hver tirsdag siden september og fortsætter uanfægtet frem til julepausen midt i december.
- Midt i januar går det løs igen, for de her drenge har blod på tanden. Vejret skal være mere end elendigt for, at vi bliver indendørs. Det er sjovt, det er en leg, og det giver en følelse af frihed. Det er et meget velfungerende hold, og på ønskesedlen er kun, at pigerne også får øjnene op for mountainbike-kørsel, lyder det fra Finn.
Samvær og gode grin Hjelme bliver spændt, pandelamper tændt. Snart går turen mod Åsen, men Inden det når så vidt, indvilliger Køgedrengene Frederik Strømsholt og Mikkel Jensen i at fortælle om deres stjernestunder på knoppede dæk:
- Jeg har kørt en del alene nede på Åsen, men fik lyst til at køre sammen med andre. Det er super fedt at have nogen at dele oplevelserne med. Det bedste ved holdet er, at vi hele tiden bliver bedre, selvom vi tager det stille og roligt. Nå ja, og så er det jo gratis, siger Mikkel Jensen på 13 år.
14-årige Frederik Strømsholt følger trop:
- Det er skønt at være med. Her er der ingen, der praler med, hvor gode de er. Det handler bare om at have det sjovt og om at få et adrenalin-kick en gang imellem. Humoren er vigtig. Så pyt med, om man bliver lidt til grin nu og da – som da vi slukkede lygterne inde i skoven, og én væltede i mudderet, siger Frederik Strømsholt med et smørret grin.
Drengene hopper i sadlerne og forsvinder hujende i retning mod Åsens mudrede paradis.