Samler ideer til ny Jyllinge-hal
Brugere inviteres til stort møde for at komme med forslag til genopbygningen efter den store brand
Intet er så galt, at det ikke samtidig er godt for noget. Sådan er situationen også med de ødelagte Jylinge-haller, hvor det meste skal genopbygges eller repareres gennemgribende oven på den ødelæggende brand 9. juli. Den situation skal nu udnyttes til, at brugerne kan være med til at bestemme, hvordan den kommende hal skal udformes, og det foregår ved en såkladt idécafé lørdag den 15. november, klokken 9-13. - Naturligvis er det trist, at de mange tusinde brugere nu mangler deres aktivitets-center og må søge andre midlertidige løsninger, siger hallens formand Lars Lindskov. - Men samtidig får vi mulighed for at bygge et mere sammenhængende og gennemtænkt projekt, for de gamle haller var jo lavet ved 'knopskydning', og alt var ikke lige praktisk indrettet. - For os er det nu vigtigt, at Jyllinge Gymnastik og Idrætsforening sammen med de øvrige brugere og relevante aktører kommer med deres input. Vi skal i første omgang ikke lade økonomi og praktik begrænse os i den enestående mulighed for at skabe noget nyt og bedre fungerende, som vi her har fået.
Lokale rådgivere
Hal-formanden venter, at nedrivningen af de udbrændte haller A og B samt fælles arealerne med café og mødelokaler kan gå i gang i løbet af november. I bedste fald bliver det erstattet med nye bygninger i løbet af 2016. Renoveringen af svømmehallen, hvor der skal nyt tag på og renoveres omkædningsrum samt en række tekniske instalationer, skal også i gang i løbet af dette efterår, og Lindskov samt den øvrige bestyrelse regner med, at den bliver klar til brug igen i løbet af 2015. - Vi har ikke 100 millioner på kistebunden, men er på vej til en god løsning med forsikrings-selskabet, mens vi også prøver at få hjælp fra både offentlige puljer og private fonde. Vi prioriterer sikkert en hurtig genopførelse af hallerne til glæde for de mange brugere fremfor mere eksotiske ønsker, forklarer Lindskov. Til at hjælpe sig i denne proces har Jyllinge-hallerne allieret sig med flere lokale rådgiver. Dels rådgivende ingeniør Poul Poulsen, der selv har været med til at konstruere de gamle bygninger og derfor kender forholdene særdeles godt. Dels revisor John Petersson og advokat Allan Ohms. tk