Fortsæt til indhold

Eftersøgningen af Jens Peter fortsætter

Efter to weekender uden resultat fortsætter Missing People i den kommende weekend i Varde

Arkiv
Kim Schou

Det er snart tre uger siden at Jens Peter Taulborg Madsen forsvandt sporløst i Varde.
Selv ikke eftersøgning med hunde og helikopter har bragt nye spor og de sidste to weekender har organisationen Missing People med hjælp af lokale borgere været på gaden.
"I har vist os, at I forstår at stå sammen når det gælder, og nogen har brug for hjælp. Vi er dybt imponerede over jeres sammenhold, næstekærlighed og viljestyrke. Der mødte 115 mennesker op den første lørdag, og flere af jer har knoklet løs i begge weekender, hvor vi har søgt efter Peter Taulborg Madsen. I har gået rigtig mange kilometer og vi er taknemmelige for hver en time I har givet," fortæller foreningens formand, René Nielsen.
"Vi har ikke fundet Peter endnu, men vi har afsøgt rigtig mange steder, og vi stopper ikke før han er fundet. De pårørende har brug for svar," tilføjer han.

Stadig brug for hjælp

Den kommende weekend fortsættes eftersøgningen.
"Vi håber derfor, at I vil komme igen på lørdag og fortsætte eftersøgningen sammen med os. En enkelt tur tager som regel 2-3 timer, og man har mulighed for at hoppe af efter en tur, hvis man ikke har tid til mere end det. Alt hjælper," fortæller René Nielsen.
"Vi anbefaler at I hopper i de gode vandrestøvler med støtte til anklerne og faste såler, samt varmt tøj der tåler vind og vejr af enhver slags. Derudover kan det være rart med en lille rygsæk til lidt vand og frugt på turen," tilføjer han.
Hvis du har mulighed for at medbringe din cykel, vil Missing People også rigtig gerne sende en mindre "cykelenhed" ud, for at søge efter Peters forsvundne cykel.