Fortsæt til indhold

Akutindsats skal hjælpe de psykisk sårbare

Nu kan borgere med psykiske problemer få hjælp døgnet rundt

Arkiv
Arkiv

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har bevilliget tre millioner kroner til projekt Sociale akuttilbud til mennesker med psykiatriske lidelser i eget hjem, som skal sikre, at borgere med psykiske lidelser tilbydes psykisk førstehjælp og støtte ved en akut opstået psykisk krise.
Borgere, der bor i eget hjem og som får en akut opstået psykisk krise vil fremover kunne få støtte og omsorg i nattetimerne. I Haderslev er man på baggrund af erfaringer fra andre kommuner sikre på, at et akuttilbud til mennesker med psykiatriske lidelser er den rigtige vej frem. Og med en millionbevillig fra Ministeriet for Børn, Ligestilling og Integration bliver det nu muligt at etablere et fysisk tilbud som tilbyder hjælp til borgere med behov for akut hjælp.
“I Voksenudvalget er vi glade for bevillingen, der betyder, at vi nu kan hjælpe borgerne i de timer af døgnet, hvor kommunens øvrige tilbud ikke er tilgængelig,” siger Holger Mikkelsen formand for Voksenudvalget.
Projektet har til formål at tilbyde borgere fra 18 år og opefter med en psykisk lidelse et hurtigt tilgængeligt og tryghedsskabende tilbud, der kan yde en indsats i akut opståede situationer, der kræver umiddelbar handling. Tilbuddet kan være afgørende i forhold til, at borgerne ikke får en forværring i deres sindstilstand og at der bliver grebet mindst muligt ind i borgerens hverdag.

Helhedsorienteret indsats

“Vi tror på, at vi med et akuttilbud kan tilbyde en styrket helhedsorienteret indsats overfor den gruppe af borgere, som har en psykisk lidelse men trods dette klarer at bo i egen bolig. Det er vores overbevisning, at livskvaliteten sikres bedst muligt, hvis borgeren kan bevare en tryg dagligdag i eget hjem,” siger Holger Mikkelsen.
Omdrejningspunktet for projektet bliver et fysisk akuttilbud, hvor borgeren kan opsøge hjælp anonymt og uden forudgående visitation. Akuttilbuddet vil have fast tilknyttet personale, men vil også gøre brug af personale fra kommunens øvrige tilbud og eksterne samarbejdspartnere.