Trængte sig selv op i krog
Endte i lukket trappeskakt med politiet i hælene
Ina Bjerregaard
Natten til søndag stjal en 28-årig mand fra Kolding en Volkswagen Polo.
Politiet opdager ham og sætter efter ham. Biltyven drøner ned af Tvedvej i Kolding og derefter ned ad Kløvervej.
Da han efterfølgende ender på en blind vej, smider han bilen, stadig med politiet i hælene.
"Så løber han ned i en trappeskakt, som også er blind, hvor mine kolleger derefter kan plukke ham," siger Poul Steffensen fra Kolding Lokalpoliti.
Den 28-årige biltyv havde narkotika i blodet, kørte uden kørekort, var i besiddelse af en mindre portion hash og et ulovligt kanonslag. Han blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt og sigtet for alle lovovertrædelserne. Derefter blev han løsladt igen.