Fortsæt til indhold

Skole i Padborg og Tinglev får 8.000 kr. fra Skolemælkslegat

Arkiv
Arkiv

Med donationen på 3.000 kr. kan eleverne på Lyreskovskolen i Padborg glæde sig til at kunne købe sjove legeredskaber til legepatruljen, der skal motivere børn til aktiv leg på tværs af klasserne, mens 0-.6. klasse på Tinglev får 5.000 kr. til aktiviteter udenfor, der fremmer sundhed og bevægelse på tværs af årgangene, også kaldet Peer-education.
Eleverne på de to skoler er ikke de eneste, der er heldige med at få del i skolemælkslegatet. 23 klasser/skoler får denne gang godt 102.000 kr. fra Skolemælkslegatet, som uddeles forår og efterår.
”De 23 klasser får fra godt 2.000 kr. til 5.000 kr. Pengene bliver givet til aktiviteter, der gør hverdagen bedre eller sjovere for skoleeleverne. Det er en fornøjelse at fortælle en skole eller en klasse, at der er penge på vej, fordi de bliver brugt til at give børnene oplevelser, som der måske ikke ellers var mulighed for at få. Vi har fokus på oplevelser, der styrker fællesskabet,” forklarer Jan Hermansen, som er leder af Mejeriernes Skolemælksordning.
Mejeriernes Skolemælksordning ønsker at støtte fællesskabet – og det gør legatet. Skolemælkslegatet blev stiftet oven på skolernes lockout i 2013. Mælken blev drukket hjemme frem for i skolen under lockouten, og 5.000 forældre lod i den forbindelse mælkepengene gå ind i det nye legat. Mejeriernes Skolemælksordning 'fylder op' med penge, så der kan udloddes 200.000 kr. om året – også efter at forældrenes mælkepenge slipper op.
Fra legeredskaber til fællesspisning

Og der er mange aktiviteter, som landets skoleklasser ønsker sig. Denne gang er der bl.a. givet penge til: en skateboardrampe, fællesspisning, telte og soveposer til skovtur, ordtæpper, en fugleredegynge, et bordtennisbord, et besøg på museum, et mejeribesøg og høreværn til forøgelse af koncentrationen i klassen.
”Det er vidt forskellige ting eller oplevelser, som klasserne mener, styrker sammenholdet, og vi forsøger at favne bredt. Desværre er der jo ikke penge til at støtte alle gode forslag, men det er dejligt at se, at der er gang i så mange gode aktiviteter. Så klasserne skal endelig fortsætte med at søge Skolemælkslegatet,” siger Jan Hermansen.
Skolemælkslegatet kan søges igen 15. marts 2015. Følg med på edutainmenthuset.dk, hvor der også er andre spændende aktiviteter for landets skoleklasser.