Fortsæt til indhold

Det sker i Jelling

Nytilflytter i Jelling har skabt virtuelt torv på Facebook

Arkiv
Jørgen Flindt

Jelling har fået sit eget virtuelle torv, hvor borgerne kan mødes og dele ud af stort og småt omkring Jelling.
Bag gruppen 'Det sker i Jelling' finder man Stine Bo Nørgård, der sammen med manden Finn (lærer på Bredagerskolen) og børnene Adam og Thea skulle flytte fra Hobro til Jelling, og derfor søgte hun på Facebook efter oplysninger omkring, hvad der sker i Jelling.
“Det er jo det, man gør. I min generation er vi jo nærmest vokset op med Facebook,” siger den 27-årige kvinde, der er børnebibliotekar i Hedensted.
Så hun søgte på Facebook. Og fandt meget lidt.
“Jeg tænkte, at der sker da godt nok ikke så frygteligt meget i Jelling. Jeg fandt fire grupper, deriblandt Byens Café og Jelling Tigers Floorball, men der var ingen decideret Jelling-gruppe,” siger hun.

Undren

Det undrede hende lidt, for mange byer har sådan en gruppe, men altså ikke i Jelling.
“Det er selvfølgelig nok tilfældigheder, at Jelling ikke lige havde sådan en gruppe. Jeg manglede sådan et sted, hvor jeg kunne kigge efter alt mellem himmel og jord, der vedrører byens liv. Og når der nu ikke var i forvejen, så må man jo lave en, siger hun smiler henover et veldækket kaffebord i hjemmet på Siljeager.
Nu er Facebookgruppen i gang. De første 136 har tilmeldt sig.
“Der er plads til mange flere. Jo flere, jo bedre. Personligt har jeg været til frikadelle- og pandekagebuffet i Byens Café med efterfølgende højtlæsning på biblioteket. Et arrangement jeg kun kendte til, fordi jeg havde set et opslag i gruppen,” siger hun.

Ikke kommercielt

'Det sker i Jelling' er en ikke kommerciel gruppe, og der er visse krav, som skal overholdes. Dels selvfølgelig de lovmæssige og etiske, men også for megen reklame vil blive slettet.
“Der er nødt til at være nogle grænser. Det må gerne handle om en event, men ikke kun om produkter. Det skal handle om, hvad der sker i Jelling af stort og småt. Og det skal være noget, som rammer bredt og ikke bare for en lille lukket kreds,” siger hun.
Gruppen henvender sig både til privatpersoner, virksomheder og foreninger, der kan dele ud af deres viden omkring kommende arrangementer og andre ting.
Indtil videre kan man se et foto af en ukendt kat, der er dukket op på Hvesager, og der er også en, som søger en defekt vaskemaskine.
Sådan er der så meget på Jellings nye virtuelle 'torv'.