Fortsæt til indhold

Greve-skole får millionstøtte fra skolekampagne

Arkiv
Arkiv

GREVE: Mosedeskolen i Greve er udvalgt til at være en del af kampagnen Skole+.
Skolen får op til fem millioner kroner af kampagnen, og det kommende byggeprojekt bliver ikke bare til gavn for eleverne, men også for resten af lokalsamfundet.
Mosedeskolen er en typisk skole fra 60'erne, som ikke er indrettet til den fysiske aktivitet, der er et stort fokus på en den nye folkeskolereform.
Det bliver der nu lavet om på, efter skolen oven på en omfattende ansøgningsprocedure er udvalgt som en af de seks skoler i landet, der bliver en del af kampagnen Skole+.
Skolen modtager op til fem millioner kroner af Skole+, som Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund står bag, mens resten af midlerne til det op til 10 millioner kroner store projektet findes via lokal finansiering.
Den overordnede vision er at give skolen en mere alsidig arkitektur med nogle fysiske rammer og faciliteter, som passer bedre til nytænkende pædagogik, bevægelses- og idrætsadfærd. Og som passer bedre til de foreninger og det lokalsamfund, som også har deres gang på skolen.
- Da jeg gik i skole, skulle man gå stille og pænt på gangene, og sidde stille i timerne. I dag opmuntrer vi vores børn til at bevæge sig. Både i frikvarteret og nogle gange i timerne. Derfor glæder jeg mig til at se, hvordan selve indretningen på Mosedeskolen kan give skolebørn lyst til at bruge kroppen, siger Greves borgmester, Pernille Beckmann (V).

Bedre kvalitet i skoletiden

Tanken er, at skolen skal have en planløsning, som opdeles i tre typer aktivitetszoner med henholdsvis lav, middel og høj intensitet. De kan kobles med eksempelvis klatre- og rutsjefaciliteter, ligesom store partier sikkerhedsglas mellem etagerne kan inspirere til øget bevægelse.
- Det er vigtige erfaringer for os at få, for i Greve har vi i disse år fokus på at øge kvaliteterne af børnenes skoletid. Både når det gælder det faglige indhold og rammerne. Og vi er glade for at få penge til at gå nye veje, siger Greve-borgmesteren.
Sideløbende med ansøgningsprocessen for skoler og kommuner har der været en ansøgningsproces for rådgivere i form af arkitekter og sammensatte teams.
Mosedeskolen vælger i den kommende tid et rådgiverteam, og de skal sammen udvikle visionen, lave skitseforslag og udarbejde et endeligt projektforslag.
Det endelige projektforslag skal være færdigt i juni 2015, og selve byggeprocessen er planlagt til at vare frem til udgangen af 2016.
- Løsningen på Mosedeskolen bliver et fint eksempel på, hvordan fysiske forandringer og god arkitektur kan være med til at skabe udfordrende og nye aktivitetsmuligheder på en skole, siger programchef hos Realdania, Per Schulze.
- Vi ser frem til at deltage i den videre udvikling og kvalificering af projektet til gavn for elever, lærere og det lokale foreningsliv samt til at medvirke til, at der opstår nye muligheder for områdets borgere for at mødes og være sammen.

pm