Fortsæt til indhold

Ny træner er på plads

Det bliver Thomas Vesth Hansen der skal træne HIF’s divisionshold

Arkiv
ebo

- Vi har været ude efter en træner, der er på vej frem, og det har Thomas Vesth Hansen vist sig at være. Hans resultater og kvaliteter taler for sig selv, fortæller formand i Hvidovre Fodbold; Martin Krogh-Jensen. - Thomas Vesth Hansen har fået de bedste anbefalinger, de steder vi har forhørt os om ham, og han bliver en lidt anderledes træner. Per Nielsen kom jo til os som en stjerne med en fantastisk spillerkarriere bag sig, og nu får vi mere en klubmand, og det passer bedst til den situation, vi befinder os i nu. Vi har store forventninger....

Et trin op

- At træne Hvidovre er at træde et trin op ad trappen, mener den nye træner Thomas Vesth Hansen. - Jeg er 40 år og familiefar til tre børn. Jeg bor i Rødovre, hvor jeg også arbejder som pædagog. Jeg har selv spillet fodbold på DS-niveau, men valgte på grund af skade at gå trænervejen. Det blev så til en del år i Lyngby, hvor jeghar haft ansvaret for flere hold lige fra U15 til U19 ligaholdet. Her var jeg samtidig en del af scout-teamet med reference til bl.a. Niels Frederiksen, som i dag træner Esbjerg... - Jeg kommer fra Avarta, som jeg ikke kan sige noget dårligt om. Det er en fin klub med et godt klubliv, og jeg ønsker dem alt godt. De ligger over Hvidovre i tabellen, men det må vi så lige se at få ændret på til foråret... - Hvidovre har en lang og flot historie og er jo en tidligere mesterklub, så derfor er det et trin opad. Der er kontraktfodbold, omgivelserne er nogle andre, og det at man har eliteungdom, passer meget til den måde, jeg arbejder på... - Per Nielsen efterlader et godt hold, der har gjort det fint. Jeg har fulgt en del af Hvidovres kampe, og jeg kan godt se, hvor jeg kan komme ind og ændre nogle ting. Det er endnu ikke aftalt, hvem min assistenttræner bliver, men den nuværende assistenttræner Martin Johansen, som jeg kender godt og har arbejdet tæt sammen med, bliver det ikke, da han af arbejdsmæssige årsager ikke kan træne så mange gange om ugen... - Men jeg glæder mig til at tiltræde og starte mit nye arbejde i HIF...