Fodbold er et holdspil
Svebølles store individualister kunne ikke besejre Avedøres kollektiv
Kraftig vind på en tung bane gjorde det vanskeligt at spille poleret fodbold, og det er heller ikke den form for fodbold, der er blevet praktiseret i Avedøre i den seneste måned. - Vi har vores koncept, og det går ud på at slide vore modstandere op, fortæller træner i Avedøre Jan Christensen. - De seneste fire kampe har været utrolig opløftende, og sejren over Svebølle bare en ekstra appelsin i turbanen. Spillemæssigt blev det en dårlig fodboldkamp, men sådan er kampene på denne årstid. Vi var ikke så aggressive, som vi havde aftalt, og så begik vi en kæmpe fejl, der gav dem et mål kort før pausen. Svebølle lagde hårdt ud med et drøn på underkanten af vores overligger, men Emil Vatani svarede fint igen med en kæmpe mulighed, da han var alene igennem.... - Spillerne fik en balle i pausen for ikke at overholde de aftaler vi havde indgået, og så blev der ellers lagt pres på Svebølle. Indskiftede Moussa Ajanne lagde for med et drøn på stolpen og han var med til at flytte spillet frem på deres bane med de offensive kvaliteter, han har. Vi fik et straffespark, som var svært at se fra min plads. Mikkel Bang jagtede en bold, der var på vej ud. Svebølles forsvarer skubbede så Mikkel i ryggen. Dommeren fløjtede og opdagede så, at forseelsen var foregået inde i feltet, og så måtte han jo pege på pletten.... - Den beslutning var Svebølle ikke begejstret for. Deres træner blev bortvist og der var kaos på deres udskiftningsbænk og blandt deres tilskuere. Niklas Myhrmann udlignede på et frækt lob dybt i bolden, da deres målmand havde reageret. Blot fire minutter før tid sendte Simon Duer bolden på tværs til Mikkel Bang, der via en modstander sendte bolden i nettet. Der blev spillet en del ekstratid, hvor Svebølle ramte opstandere, men tættere på kom de ikke... - På lørdag møder vi så Fremad Amager hjemme kl. 13 i en udsat kamp. Det er vores sidste kamp, og det kan blive en sjov oplevelse. Vi kan få en på kasketten, men vi kan også få point. Fremad Amager har ikke så meget at spille for og slet ikke oprykning, hvor de efterhånden er langt fra. Det kan smitte af på deres præstation. Vi kan kun overraske, som vi har gjort det i de seneste fire kampe, så det kan blive en sjov eftermiddag i Avedøre...