Chefen for Varde Bibliotek, Morten Kisbye, går på pension
Varde Biblioteks nye leder skal bevare bibliotekets position forrest i feltet
Den nuværende chef for Varde Bibliotek, Morten Kisbye, går på pension til marts 2015, og et ansættelsesudvalg søger nu en afløser, der kan fortsætte det visionære arbejde, så Varde Bibliotek kan bevare sin udviklingsorienterede profil.
”Varde Bibliotek udfordrer og skaber indsigt og udsyn for den enkelte”. Sådan lyder visionen for Varde Bibliotek kort og godt, og den ene sætning skildrer meget godt den energiske profil, som biblioteket gennem en årrække har bygget op.
Den nuværende leder, Morten Kisbye, har sammen med bibliotekets 34 medarbejdere sikret, at biblioteket er fulgt med tiden, er kommet med i forreste bølge af digitaliseringen og har tilpasset sig omgivelsernes behov, når det kommer til formidling af viden, kultur og forskellige kurser.
"Vi søger en leder, der er ambitiøs og har visioner for bibliotekets formidling af viden. Én der kan sikre, at Varde Bibliotek fortsat kan være den gode vært for borgerne, når de søger viden og kulturel indsigt, eller når de vil opdateres på den seneste udvikling inden for informationsteknologi," siger Bent Peter Larsen, der er Varde Kommunes direktør for Plan, Kultur og Teknik og sidder med i det ansættelsesudvalg, der skal finde bibliotekets nye chef.
En leder med stærke relationer
Varde Bibliotek havde i 2013 knap 300.000 brugere, der enten benyttede biblioteket eller deltog i arrangementer, kurser og lignende. Den brede kontakt til brugerne stiller store krav til den nye leders evne til at skabe gode og stærke relationer.
"Det er en central kompetence hos den person, vi søger, at vedkommende kan bevare og videreudvikle det i forvejen stærke netværk, som Varde Bibliotek har. Det er gennem netværket, at biblioteket kan være med til at tage ansvar for, at det lokale kulturliv udvikler sig," siger Bent Peter Larsen.
Et bibliotek der binder kommunen sammen
Varde Bibliotek har foruden biblioteket i Varde også filialer i Ølgod, Nr. Nebel, Oksbøl og Agerbæk, og bogbussen besøger løbende 20 byer rundt omkring i kommunen. På den måde er biblioteket med til at binde kommunen sammen, og det er en vigtig funktion, ansættelsesudvalget gerne vil bevare.
"Vi har altid prioriteret et godt biblioteksvæsen højt. Inden kommunesammenlægningen arbejdede tre af de tidligere fem kommuner sammen på biblioteksområdet, og det har haft højeste prioritet at sikre et godt samarbejde på tværs af hele den nye Varde Kommune. Biblioteket skal sikre lige adgang til kultur og viden, uanset hvor i kommunen man bor," siger Lisbet Rosendahl, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid og også er med i ansættelsesudvalget.
Der er ansøgningsfrist den 15. december, og tiltrædelsen skal ske den 1. marts 2015.