Tricktyve på spil igen
En nydelig klædt herre snørede en kvinde på Erritsø Bytorv torsdag mellem klokken 12 og 12.30.
Kvinden, på 56 år, havde netop handlet ind, da hun blev kontaktet af manden.
"Da kvinden sidder i sin bil spørger manden om vej til Malmø. Hun talte kun kort med manden, men efterfølgende opdager hun, at hendes Visa/Dankort, som lå i en pung på passagersædet, er væk. Det samme er 7.000 kroner fra hendes konto," fortæller politikommissær Ole Eckholdt, Fredericia Lokalpoliti.
Tricktyven beskrives som mellemøstlig af udseende. Brun hudfarve. 40 år. 175-180 cm høj. Almindelig af bygning. Kort, sort hår. sort overskæg. Han talte engelsk. Manden var kørende i en sort Audi. Han var pænt klædt - og havde skjorte på.
Tidligere på formiddagen torsdag, mellem klokken 10.30 og 10.50, fik en 79-årig mand stjålet sit Visa/Dankort samme sted.
"Han fik stjålet en sort tegnebog, og fra mandens konto har tyven hævet 11.800 kroner. Den ældre mand så ikke gerningsmanden," siger Ole Eckholdt.
Der har været flere tricktyverier i Trekantområdet den seneste tid.
"Tricktyvene veksler meget mellem byerne, så de ikke bliver genkendt. Dem, der er i Fredericia i dag, kan meget vel være i Vejle, Kolding, Skagen eller Malmø i morgen," lyder det fra Lokalpolitiet.