346 klager over kommunen
Esbjerg ligger pænt i statistikken over Ankestyrelsens omgørelse af kommunens sager
Træffer kommunen en afgørelse om for eksempel din børnefamilieydelse, som du ikke er enig i, kan du klage til Ankestyrelsen.
Det sker ganske ofte - faktisk i snit cirka to gange dagligt første halvdel af i år. Helt præcist har Ankestyrelsen, der har hjemme i både København og Aalborg, modtaget 346 klagesager fra borgere i Esbjerg Kommune, der var utilfredse med en kommunal beslutning på social- og beskæftigelsesområdet truffet i årets første seks måneder.
Der er på nuværende tidspunkt truffet afgørelse i 324 af dem.
Selv om andelen af klager måske lyder høj, så ligger Esbjerg Kommune ganske pænt i statistikken - i hvert fald hvis man kigger på resten af landet.
På området der vedrører Serviceloven, det vil blandt andet sige særlig støtte til børn og voksne, magtanvendelse og hjælpemidler, har Ankestyrelsen truffet afgørelse i 86 sager. Her lyder den lokale omgørelsesprocent på 30 mod 35 på landsplan.
I faktiske tal betyder det, at Ankestyrelsen i 24 tilfælde har enten omgjort Esbjerg Kommunes beslutning eller sendt den til fornyet behandling.
41 af de 86 afgørelser er truffet på børne- og ungeområdet, og her har Ankestyrelsen i ni tilfælde enten omgjort sagen eller sendt til den til ny behandling i kommunen.
Her ligger den nationale omgørelsesprocent også på 35, mens den i Esbjerg Kommune 'blot' er 24. Et resultat, der af Esbjerg Kommune beskrives som værende tilfredsstillende.