De kørte 1,7 mio. hjem
50.000 besøgende gav stort overskud til Røde Kors ved Racing Festival
De professionelle kørere drønede 1,7 millioner kroner hjem sammen med entreindtægterne under weekend'ens Racing Festival i Roskilde, hvor 50.000 besøgende lagde dette beløb i entreindtægter for at se de mange flotte udstillede biler eller få en tur med en af de hurtige gaderacere. Veterankøreren Thorkild Thyrring, der har arbejdet i Roskilde gennem et halvt år med forberedelserne i samarbejde med Røde Kors og kommunen var særdeles godt tilfreds: - Ud over indsatsen fra de professionelle racerkørere og deres teams har der også været imponerende opbakning fra bilfabrikkerne og de danske bilimportører, alle sponsorerne og ikke mindst alle de mange frivillige, der har valgt at bruge deres weekend på dette enestående arrangement, siger han. - Jeg kan garantere, at pengene fra arrangementet helt sikkert kommer til at gøre en forskel. Verden over er der kriser og menneskelige skæbner, der ikke får opmærksomhed i nyhedsdækningen. Det er disse glemte mennesker, Røde Kors hjælper,” siger Anders Ladekarl, som er generalsekretær for den velgørende organisation. - Som jeg oplevede det, lykkedes det for Roskilde, i samarbejde med Den Internationale Racing Festival at genoplive ånden fra den legendariske Roskilde Ring. Jeg vil gerne takke alle, som har bidraget til at gøre arrangementet til en succes, siger borgmester Joy Mogensen.