Fortsæt til indhold

Fakta fører til bedre beslutninger end populisme

Arkiv
Arkiv

Christian Haugk, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Byråd
Vranderupvej 45,
6000 Kolding

Dansk Folkeparti stillede for kort tid siden forslag om, at indsætte narkohunde i Koldings skoleklasser. Det uden at vide om misbruget er stigende eller at kende til, hvilke tiltag der allerede er i gang i folkeskolerne.
Forslaget lignede den kendte tilgang fra DF. Tidligere har vi hørt om, at militæret skal ind i Skovparken og den kriminelle lavalder nedsættes, så børn kan komme i fængsel.
Det glæder mig, at DF nu ønsker at få undersøgt hvordan virkeligheden egentlig ser ud. Det er normalt et rigtig godt udgangspunkt for politiske forslag, fremfor at fremture med populistiske forslag der kun skaber utryghed.
Socialudvalget og Børne- og Uddannelsesudvalget får nu fremlagt en orientering om de indsatser der allerede eksisterer gennem blandt andet et stærkt og konstruktivt SSP-samarbejde. På den måde kan politikerne vurdere, om der er belæg for at tage nye initiativer.