Fortsæt til indhold

"Stalden" i nyt design

Intet fra det tidligere Lucca er tilbage på Låsbybanke

Arkiv
Arkiv

“Det hele er lavet om, så det har været en stor omgang med nogle lange nætter.”
Ordene kommer fra Michael Bach, der er medejer af Stalden – café og bar i Kolding. Den 7. februar 2013 overtog de den tidligere restaurant Lucca, som nu må siges at være en saga blot. Intet fra den restaurant, som for år tilbage blev åbnet af Anni Svenningsen, og siden er blevet drevet af forskellige ejere, er tilbage. Det gælder både i stueetagen og på 1. sal.

“Det hele har fået en ordentlig tur med nye stole, borde, diskolys og maling. Der er kommet et VIP-hjørne, selvskabslokalet på 1. sal er fjernet, og i stedet er der lavet en helt speciel afdeling med storskærm, bordfodbold og poolborde. Samtidig er der kommet mere mad og mindre bar, tilføjer Michael Bach.

Medejeren understreger, at Stalden er et amerikansk koncept, og tiden er nu inde til at vise det. Hele moderniseringen har kostet rigtig mange penge, men som Michael Bach udtrykker det:
“Vi trækker ikke penge ud af firmaet. Vi bruger dem på at opgradere lokalerne.”

Stalden er i dag Koldings største café med plads til 180-200 gæster til for eksempel julefrokoster. De mange pladser gør, at stedet kan tage store selskaber ind, og samtidig kan stueetagen deles op i flere enheder. Derfor har Michael Bach & Co store forhåbninger til fremtiden.

“Vi har fået en overraskende flot modtagelse; meget bedre, end vi havde turdet håbe på, da
vi overtog Lucca. Den flotte modtagelse vil vi gerne kvittere for ved at levere kvalitet, så Stalden også fremover lever op til kundernes forventninger,” siger Michael Bach.