Bofællesskab for specialiserede unge?
Socialdemokraterne foreslår, at Sønderkærs hovedbygning fremover anvendes til et bofællesskab for specialiserede unge og voksne unge
- Vi ønsker, at skabe et bo- og levemiljø for unge og unge voksne, som har funktionsnedsættelser som følge af eksempelvis kromosomfejl samt senhjerneskadede psykiske handicappede og socialt sårbare borgere... Således siger borgmester Helle Adelborg i en kommentar til socialdemokraternes forslag, der går på at Sønderkærs hovedbygning fremover anvendes til et bofællesskab for specialiserede unge og voksne unge med henblik på permanente boliger for disse borgere - Vi ønsker, at give denne gruppe borgere en central placering i vores by, i nærheden af familie, venner, netværk, indkøb og kommunale tilbud i øvrigt i den by, de kender så godt. Vi finder derfor Sønderkær som en hel unik mulighed herfor, uddyber Adelborg...
Positiv sidegevinst?
- Der findes evidens-baseret forskning på, at denne gruppe borgere kan have rigtig god gavn af fysisk træning og musik, hvilket vil være oplagt at medtænke ved en placering på Sønderkær, med musikskole og gymnastiksale på matriklen. Endvidere vil en placering på Sønderkær give bedre mulighed for et tættere og forebyggende samarbejde mellem Sundhedscentret og Hvidovre Hospital, da denne gruppe borgere ofte som følge af deres medicinforbrug, får flere følgesygdomme såsom eksempelvis diabetes, knogleskørhed og hjertesygdomme og dermed har brug for den forebyggende vejledning, der ville kunne opnås ved denne centrale placering, pointerer Helle Adelborg: - Vi ønsker, at forvaltningen undersøger, om der ikke udover det livskvalitetsmæssige i forslaget her også vil være en positiv businesscase ved at hjemtage unge og voksne unge, som i dag er placeret udenfor kommunegrænsen med store kommunale udgifter til følge. - Vi ønsker derfor, at forvaltningen udarbejder konkret forslag til hvordan Sønderkærs hovedbygning vil kunne ombygges til bofællesskaber til nævnte gruppe borgere...