Miljørådet forskønner stationsbyen
Udearealerne i Avedøre Stationsby er ved at gennemgå en massiv forskønnelse
Det er bare nogle af de mange ting, som der for tiden er ved at blive færdiggjort og etableret i Avedøre Stationsby. Det ser dyrt og meget fint ud, men kvaliteten skal være i orden, hvis resultatet skal være godt - og dermed være til gavn for stationsbyens ca. 6.000 beboere. Det siger formanden for Miljørådet i Syd i Avedøre Stationsby, Solvej Isbrand. Hvidovre Avis har været på rundtur i stationsbyen med Solvej Isbrand for at se på nogle af de mange flotte tiltag, der netop nu er under opførsel i bydelen. - Vi vil gerne tiltrække beboere, der kan lide at være her, for så er man også tilbøjelig til at blive. Derfor satser vi voldsomt på udearealerne, siger Solvej Isbrand, mens hun sidder på en mahognibænk i et af de nyanlagte gårdmiljøer. Foran hende står der en “vandsten” udført af billedhuggeren Søren Schaarup, og i græsplænen er der nedlagt en en-mandstrampolin. Gårdrummet er et af i alt ca. 10 gårdrum, der er på tegnebrættet i Stationsbyen, og arealet er ikke bare for de beboere, der bor lige ud til, men for hele Stationsbyen. - Gårdene er for alle, men jo flere steder der er, jo mindre belastning er der selvfølgelig på de enkelte områder, fortæller Solvej Isbrand. Ifølge reglementet må der ikke støjes på udearealerne efter kl. 21. Det er ikke altid, det bliver overholdt på en varm sommeraften, men ifølge Solvej Isbrand er det ikke det store problem. - Man må jo tale til hinanden i en pæn tone, men man skal selvfølgelig kunne tåle lidt støj for at bo her. Sådan er det, når man bor i et alment boligbyggeri med omkring 6.000 beboere, siger hun. Selv har hun været glad for at bo i Stationsbyen de sidste 40 år. De sidste ca. 15 år har hun været formand i Miljørådet Syd, og det er blandt derfor, at hun ved rigtig meget om de mange spændende og flotte forandringer, der netop nu tager form ved udearealerne. Forbedringerne sker i et fællesskab mellem Miljørådet, Ejendomskontoret, en landskabsarkitekt, ejendomslederen og Materielgården. Forbedringer, der finansieres af Stationsbyen selv. Foreløbig er især p-pladserne og belægningen i de forskellige gårdrum ved at være på plads. Fremadrettet venter beplantningen, som påbegyndes i denne måned. Dernæst færdiggørelsen af de mange spændende områder, der ud over gårdrummene, står til at blive forskønnet. Nogle steder er der mere traditionelle legeområder, med klatrestativ og svævebane. Andre steder, som f.eks. Folkets Plads, er der kunst og bænke. Kunsten må man dog godt lege på, forsikrer Solvej Isbrand. - Det gør ikke noget, at det er lidt anderledes. Det kan jo være man får sig en ny oplevelse, siger hun og griner. Uden for bymuren er der lagt an til et picnic-område med en lille bakke, bænke og smukke træer. En nyanlagt sø og en petanque-bane er der også blevet plads til, og langs åen er der ved at blive bygget cirkler af granit, der skal huse basketball-baner, fitness-rum for voksne og et legeområde til børnene. Der er tænkt på alle aldersgrupper. - Granitten er desværre ikke helt i den kvalitet, som vi havde besluttet os for, så det er et af de steder, hvor der er lidt forsinkelse. Men det skal nok komme, siger Solvej Isbrand. Forbedringerne foregår altså løbende, men det betyder også, at der er plads til forandringer undervejs. - Vi vil jo gerne lære af vores fejl, så det der ikke har virket tidligere, det er droppet. F.eks. fandt vi ud af, at faldgrus spredes og at man kan glide i det, hvis det ikke har en fast ramme, fortæller hun. Ligeledes har det været nødvendigt at støbe bænke og borde fast, så de ikke bliver flyttet. - Belægningen findes ikke bedre, og når beplantningen er færdig vil der være noget at kigge på året rundt. I det hele taget skal udearealerne ikke være overbroderet med legetøj, men der skal være plads til leg og ophold for alle, slutter Solvej Isbrand sin rundtur i en efterårskold bydel. Ud over den omfattende forbedring af udearealerne i bydelen er der desuden en renovering af trappeopgange og indgange på tegnebrættet. Noget der ifølge Solvej Isbrand vil gøre bydelen endnu mere attraktiv. Følg med i Miljørådet Syds arbejde på Facebook: Avedøre Stationsby, Miljørådet Syd.