Sig farvel til dit oliefyr
Informationsaften tirsdag den 25. november på Hovedgaden 46 i Hårlev.
ENERGI: Kom til informationsaften den 25. november og hør mere om fordelene ved at skifte oliefyret ud med et grønt alternativ.
Hvordan bliver olieprisen fremover? Skal alle oliefyr udfases - og hvad så med mit oliefyr? Hvilke andre opvarmningsformer er det? Som ejer af et oliefyr kan der været meget at tænke på.
Køge, Faxe og Stevns kommune inviterer til informationsaften for dig, der går med overvejelser om udskiftning af oliefyret.
Arrangementet foregår tirsdag den 25. november kl. 19.00 i mødesalen på Hovedgaden 46 i Hårlev.
Som led i regeringens arbejde for en omstilling af Danmark til grøn energi er det fra 2016 ikke længere muligt at installere olie- og gasfyr for de boligejere, der har mulighed for at blive tilsluttet fjernvarme eller naturgas.
Selv hvis du ikke har adgang til fjernvarme eller naturgas, kan det være en rigtig god idé at overveje grønnere alternativer som varmepumper, jordvarme og træpillefyr, når oliefyret skal udskiftes. Det kan også være, at du i forbindelse med ombygning eller huskøb overvejer at skifte oliefyret ud. Og der kan være mange penge at spare.
Til arrangementet vil energirådgiver Peter Bolwig fra Energitjenesten fortælle om udskiftning af oliefyr til grønnere alternativer og svare på spørgsmål om, hvilke energiformer der passer bedst til forskellige typer af huse.
Peter Bolwig vil også fortælle om finansieringsmuligheder samt muligheder for støtte ved udskiftning fra olie og gas til vedvarende energikilder.
pm