50-årig i topform
Karen Baungaard, Tulipanvej 36, Esbjerg, skriver følgende i anledning af, at Aalborg Universitet Esbjerg, ”Esbjerg Tekniske Institut”, fyldte 50 år lørdag den 1. november.
Det er en 50-årig i særdeles god topform, erfaren, velbesøgt, godt brugt, veldrevet og velholdt. En stjerne for Esbjerg og hele landsdelen.
Garant for relevante, fremtidsrettede ingeniøruddannelser, praktiske og højt teoretiske, der er mangel på og brug for i fremtiden. Det er en fornøjelse at passere området på Niels Bohrs vej, nyt byggeri skyder i vejret og supplerer de oprindelige bygninger.
Vigtigst af alt er indholdet. Aalborg Universitet Esbjerg har udviklet sig til en magnet for unge, der vil være ingeniører og arbejde i landsdelen, det øvrige Danmark eller internationalt. ”Ingeniøruddannelserne i Esbjerg har på det nærmeste været en livsbetingelse for den vækst, området særligt inden for offshore – energi har opnået inden for de seneste år”, står der blandt andet i en fødselsdagsomtale. Ingen tvivl om, at det ville være svært at tiltrække ingeniører uden.
Universitetets historie er unik for Esbjerg. Byens fremsynede pionerer forstod, at uddannelser - som varemærke for Esbjerg - var den satsning, der skulle til - sammen med et stærkt erhvervsliv. Esbjerg Bygningsteknikum blev etableret i 1964, flyttede i egne bygninger i 1969, blev Esbjerg Teknikum.
Overlevelseskampen har til tider været hård, pionerer for sagen stod heldigvis fast, tilkæmpede holdbare løsninger og organisation. Den 50-årige har aldrig været stærkere. I dag ca. 700 studerende og 100 lærere. Det havde været forfærdeligt, hvis Aalborg Universitet Esbjerg ikke havde været her. Stort tillykke. Fortsat Held og lykke.