Fortsæt til indhold

- Og DET kalder man samarbejdsvilje...

Ørskov dokumenterer her med to friske eksempler hvorfor han mener, at samarbejdet omkring budgettet var nærmest ikke-eksisterende

Arkiv
Arkiv

Steen Ørskov (C) svarede dengang - som de øvrige politikere Hvidovre Avis kontaktede - velvilligt på spørgsmålet.
Men han har mere på hjertet: - Jeg nævnte i sidste måned, at jeg savnede et reelt ønske fra flertallet hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti til at samarbejde!
For Konservative blev ikke imødekommet på ét af de punkter, som vi foreslog under budgetarbejdet. Det fremgik af borgmesterens svar, at hun ikke mente at vi andre ville samarbejde og tage ansvar. Vist primært fordi vi ikke ville gå med til at spare en leder væk på hver skole!
Mindre end en måned senere - nemlig den 5. november - holdt vi møde i Teknik- og Miljøudvalget. Og navnlig to punkter fra vores møde i begyndelsen af november bekræfter, at det ikke er rent klynkeri fra min side.
Forvaltningen beskrev i dagsordenen de manglende ressourcer i forbindelse med rottebekæmpelse. Dette kan ikke overraske nogen, idet man for et par måneder siden redegjorde for, at man ikke kunne følge med de mange anmeldelser om rotter - og enhver borger har vist med egne øjne set, at rotter er et stort og klamt problem. Konservative foreslog derfor i forbindelse med budgettet, at der blev indregnet ekstra penge til netop dén opgave. Et forslag som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti sørgede for at stemme ned...

Ufinansierede regninger

Teknik- og Miljøudvalget behandlede på mødet også en sag om "øget tilsyn med kolonihaver".
- Det er en sag, som vi har arbejdet med i nogle måneder, hvorfor heller ikke den sag kommer bag på nogen, fortæller Steen Ørskov:
- Det siger sig selv, at en øget indsats kræver flere ressourcer, så i forbindelse med budgettet foreslog Konservative også her ekstra midler til den opgave, som enhver kunne forudse ville komme. Men nej - det forslag blev også stemt ned af et flertal anført af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Det er ellers god skik at indregne udgifter, som man er klar over vil komme.
På mødet den 5. november vedtog udvalget - Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti - at give tillægsbevillinger til begge sager!
Så inden vi har taget hul på det nye år ligger de første to ufinansierede regninger på bordet.
Det går tydeligvist nemmere, når åbenlyst fornuftige forslag kommer fra en forvaltning og ikke fra et andet parti...
- Er der noget at sige til, at vi både vi Konservative - og andre - føler, at viljen til samarbejdet omkring budgettet var nærmest ikke-eksisterende, slutter en retorisk spørgende Steen Ørskov...oas