Fortsæt til indhold

Cosmo i Køge sætter fokus på Movember

Tøjforretningen Cosmo er klar med konkurrence for mænd, der vil være med i årets store Movember-kampagne.

Arkiv
Martin Rasmussen

KONKURRENCE: Årets Movember-kampagne er snart over os, og det betyder både hastigt groende overskæg hos mange mænd gennem hele november og et øget fokus på helbredsproblemer som eksempelvis prostatakræft, som rammer mænd.
Hos tøjforretningen Cosmo i Køge har man valgt at bruge kampagnen som baggrund for en sjov konkurrence, som forhåbentlig kan tiltrække mange deltagere.
Når man deltager i Movember skal man begynde den 1. november med et rent og nybarberet ansigt, og det hjælper Cosmo nu alle interesserede med i samarbejde med Frisørerne i Nørregade.
Cosmo har således opstillet en flot gammeldags frisørstol i vinduet, og hele lørdag i åbningstiden klokken 10-15 kan man komme forbi og få en gratis barbering her, hvor Frisørerne i Nørregade stiller en frisør til rådighed.
Derefter får man taget et før-billede, og så lader man overskægget gro i hele november, indtil man lørdag den 29. november tager et efter-billede, som kan illustrere månedens forvandling.
Cosmo, der i øvrigt fejrer et års fødselsdag i november, gør det for at være med til at sætte fokus på det gode formål, forklarer Matthias Kjelde fra forretningen, og man håber naturligvis, at mange vil være med i konkurrencen, hvor førstepræmien har en værdi af ikke mindre end 10.000 kroner.
Konkurrencen rundes af med et brag af en fest på Café O'Flanagans i Nørregade den 29. november.

Skægget skal af inden movember - og det tilbyder Cosmo nu hjælp til.