Mange tekniske fejl blev kostbare for Team HK Køge
HÅNDBOLD: Efter seks sejre i træk i den nye sæson 2014/15 i 2. Division Øst gik det tirsdag aften galt for Team HK Køges bedste herrehold, der denne aften havde skiftet den normale hjemmebane i Køgehallen ud med Herfølgehallen. Køgehallen var denne aften optaget af andre aktiviteter.
Sceneskiftet blev ikke lykken for de ellers så sejrsvante køgensere, der skuffende tabte til rækkens nummer næstsidst FIF der kunne tage hjem til Frederiksberg med en yderst overraskende sejr på 25-21 efter 15-10 føring ved pausen.
Et meget tændt FIF-mandskab kom hurtigt foran 2-0, og holdet gav aldrig Team HK Køge mulighed for at komme op på siden af dem igen. Første halvleg førte FIF'erne minimum med to mål - det blev endda 10-5 og 12-6 - inden de kunne gå til pausen med fem-målsføringen 15-10.
Den sikre føring skyldtes dels ukoncentreret angrebsspil hos hjemmeholdet, men også at FIF havde en uhyre velspillende keeper, som med flere fornemme redninger tog brodden af Køge-skytterne.
Efter pausen fortsatte FIF med at have føring på minimum tre mål og den overraskende sejr over rækkens tophold var aldrig rigtig på noget tidspunkt i fare.
Efter kampen var Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard en meget skuffet mand.
- Vi laver sindssygt mange tekniske fejl. Vores angrebsspil er i aften utilgiveligt ringe, vi afslutter som om det var den nemmeste ting i denne verden at score. Vi sejlede rundt i angrebsspillet. Forvarsmæssigt gjorde vi det ganske fornuftigt i anden halvleg og vi havde flere gange virkelig chancen for at få reduceret deres føring til blot to - i perioder hvor vi også havde momentum i kampen. Men vi tog nogle tåbelige personlige beslutninger som gjorde at vi ikke for alvor nåede at komme op og få kontakt til dem. Måske, når vi får sovet på det er det måske ikke så skidt at vi lige kommer ned på jorden og får at se hvad der skal til for at være stabilt tophold. Det er ikke det vi taber der ærgrer mig - det er måden det skete på. Men når det er sagt, så ros til FIF der spillede en fornuftig kamp. De var på dagen skarpere end vi var, sagde Lars Nedergaard til Lørdags-Avisen.
Topscorer for Team HK Køge blev Nicklas Rasmussen med 5 mål, Brian Ankersen og Claus Hansen scorede hver 4, Christian Neergaard og Nicolaj Hansen hver 2, Mathias Brandt, Kim Günther, Nicolaj Fabricius og Nicklas Møller scorede hver 1 mål.
Trods nederlaget fører Team HK Køge fortsat rækken på bedre målscore end Øresund Håndbold der også har 12 points.
Team HK Køge snæste opgave er udekamp mod rækkens bundhold Amager SK der endnu ikke har formået at få points i sæsonens første syv spillerunder.
Kampen spilles søndag den 23. november kl. 17.55 i Sundbyøster Idrætsanlæg.