Problemer fordyrer arbejdet
<p class="urub">En forsinkelse på et lille år kommer nu til at koste kommunen og Hvidovres borgere omkring 100 mio. kr.</p>
HOFOR’s etablering af Damhusledningen har været i gang siden maj 2013.
Arbejdet har til formål at etablere en stor kloaktunnel fra Åmarken i syd til jernbanen ved Hvidovre Station i nord. I alt omkring 3.100 meter kloakledning med en indvendig diameter på mellem 2,5 meter og 1,6 meter. Samtidig ombygges og udbygges Åmarkens pumpestation kraftigt.
På strækningen fra Åmarkens pumpestation til Næsborgvej er syv ud af i alt otte af de såkaldte byggegruber færdige. Tunneleringen er afsluttet på tre delstrækninger fra Åmarkens pumpestation, og strækningen fra Næsborgvej til Sønderkær forventes afsluttet den 1. marts 2015. Desuden er en tilstødende kloak i Brostykkevej etableret og tilsluttet. Der mangler således etablering af en enkelt byggegrube ved Vestkærs Alle samt tunnelering langs Sydkærsvej.
Forud for arbejdet er der gennemført omfattende geologiske og hydrogeologiske undersøgelser af de lokale jord- og grundvandsforhold.
Desværre har det vist sig i praksis, at tunneleringen ikke har den forventede fremdrift. Undergrunden reagerer ikke som forudsat og der har været flere tilstødende problemer undervejs. HOFOR har derfor været tvunget til at foretage en del justeringer af den tekniske gennemførelse.
<p class="mrub">Tidsplan og økonomi</p>
Forundersøgelser og detailprojekteringen er udført af Rambøll, som er Danmarks største rådgiver indenfor anlægsarbejder. Rambøll råder over en bred vifte af anerkendte eksperter indenfor geoteknik, grundvandshåndtering, tunnelering, hydrauliske beregninger og anlægskonstruktioner.
Metoden til tunnelering blev fastlagt af rådgiveren ud fra de kendte forhold. Og dette blev yderligere bakket op af den vindende entreprenør Joint Venture, som har omfattende tunneleringserfaring.
Metoden har udbredt anvendelse i Tyskland og brugt flere steder i Danmark med succes. Også i nabokommunen København. Men her i Hvidovre kan man ikke holde tempoet.
Forsinkelsen har en negativ indvirkning på både tidsplan og økonomi. Omfanget er endnu ikke endeligt klarlagt.
Men HOFOR forventer at de samlede anlægsomkostninger forøges med op mod kr. 100 mio.
Og den samlede anlægstid forlænges med omkring ni måneder - frem til efteråret 2016.
Etapen fra Næsborgvej til Hvidovre Station forventes udført fra sommer 2015 til udgangen af 2016, men tidsplanen er ikke endeligt fastlagt.
<p class="mrub">Takststigning</p>
Fordyrelsen på de cirka 100 mio. kr lånefinansieres og finansieres over spildevandstaksten. Fordyrelsen vil overslagsmæssigt medføre en takststigning på 1,5 kr. pr. m3.
For en familie med et forbrug på 100 m3 om året vil det betyde en årlig ekstraudgift på 150 kr.
Hvidovre Kommune skal betale 8 procent af investeringen for afledning af vejvand. En fordyrelse på 100 mio. kr. vil således betyde en ekstraudgift på otte mio. kr.