Drømmemål i Holbæk
Niklas Myhrmann bragede bolden i mål kort før tid og sikrede Avedøre vigtig point
- Slagplanen i Holbæk var, at vi først og fremmest skulle slide Holbæk ned og så sætte det lidt mere lette kavaleri ind. Fysik er vi stærke, og det blev da også udslagsgivende, mente Avedøres træner Jan Christensen efter kampen.
- Vi kom bagud efter en dødbold, hvor vi ikke brugte den viden, vi har om Holbæk. Der var ikke noget overraskende i det, de gjorde, vi var bare ikke klar. Jesper Hansen, Chris Lindskow Pedersen, Christian Thorup og Mathias Wind udkæmpede det store slag for os på midten, hvor vi virkelig ikke gav Holbæk meget plads...
- Vi skiftede Emil Vatani ind fra starten af 2. halvleg og hans speed skabte uro i Holbæks bageste kæde. Senere blev Rasmus Jensen sendt på banen og sidst Bjørn Jensen, som alle er dygtige og tekniske spillere. Holbæk var ved at være møre, og de sidste 25 minutter fik vi udbytte at vore fysiske spil. Holbæk var trætte, rigtig trætte. Med 10 minutter tilbage sendte vi Niklas Myhrmann op i front. Blot to minutter før tid, scorede han så “årets mål” i Holbæk. Han modtog en høj bold, som han løftede over den nærmeste modstander. Herefter lod han bolden ramme jorden en gang, inden har bragede den i nettet. En rigtig flot detalje og ikke ufortjent. I overtiden hamrede Casper Lauridsen bolden på underkanten af overliggeren, så med lidt held kunne vi have snuppet alle tre point...
- Nu venter et rigtig bundopgør på lørdag kl. 13 i Avedøre, hvor Svebølle kommer på besøg. De tabte deres seneste kamp 1-2, så de skal vinde. Vi er i den heldige situation, at vi får fire spillere tilbage til truppen, men jeg vil også fremhæve Anders Mikkelsen, som blev hevet op fra 2. holdet og bare leverede en fremragende indsats i Holbæk, så der er pludselig mange muligheder og konstellationer...