Frello-kloakdæksler hitter i Varde
På grund af efterspørgsel fra kunderne, har Varde Forsyning A/S valgt at sætte 40 kloakdæksler med Frello-motiv til salg
Årets julegaveidé i Varde Kommune i år kunne blive kloakdæksler.
40 Frello-dæksler sættes nemlig til salg i november måned hos Varde Museum.
"Det kommer bag på mig, at der kom en efterspørgsel på kloakdækslerne, men på den anden side, så er de både flotte og unikke," siger Preben Olesen, der som bestyrelsesformand for Varde Forsyning A/S lagde det første dæksel i hhv. Varde og Outrup.
"Begge steder var der nogle, der prikkede mig på skulderen og spurgte, om dækslerne kunne købes af private. Flere medarbejdere har også haft kundehenvendelser. Vi har også fået en henvendelse fra en københavner, som havde set det på udstillingen i Rundetårn. Nu giver vi så alle muligheden for at købe et dæksel," tilføjer han overfor Lokalavisen Varde.
Samarbejde med Varde Museum
Dækslerne er designet til at ligge i offentlig vej og vejer omkring 40 kg. De er dermed ikke lige til at lægge ind i bagagerummet. Samtidig har Varde Forsyning A/S ikke mulighed for at tage imod kontakter eller dankort, så de har valgt at indgå samarbejde med Varde Museum.
"Interesserede kan tage ned i museets butik i november måned og se dækslet og betale for det der. Så har vi lavet en aftale med en fragtmand om at levere dækslerne hjemme hos kunden. Det var den letteste løsning for alle. Det bliver dog kun i november måned – herefter lukker vi for salget," fortæller bestyrelsesformanden, der dog ikke vil udelukke at bestyrelsen vil tage en snak om et ekstra oplag, hvis salget eksploderer og det bliver en salgssucces.
"Hvem ved. Måske er her født en ny tradition som kan udveksle sig år efter år med nye motiver. Vi skal i hvert fald ikke udelukke noget," siger Preben Olesen.
Overskuddet går til museet
Dækslerne sælges til en pris på kr. 2.000, som også dækker fragtomkostningerne.
"Vi skal ikke tjene på det, så derfor har vi besluttet at give overskuddet fra salget til et Frello-relateret projekt hos Varde Museum."
Preben Olesen er spændt på, hvor mange dæksler, der bliver solgt. Selvom der skulle blive rift om dækslerne, bliver de dog ikke genoptrykt.
"Så må vi finde på et nyt motiv at sætte på," siger Preben Olesen.