Vendlet startede i nord og blev en gazelle i syd
Vendlet ApS i Aabenraa er kommet på Børsens Gazelle-liste
Vendlet ApS har sine rødder i Nordjylland, hvor firmaet blev dannet for snart 30 år siden, da Christian Buus opfandt et vendelagen til sin handicappede datter. I juni 2010 overtog fysioterapeut Peter Maindal virksomheden.
”Jeg syntes jo, det er et fantastisk produkt. Det giver både en øget komfort og selvstændighed for den sengeliggende patient samtidig med, at plejepersonalet får et markant bedre arbejdsmiljø. Og så gør det plejearbejdet hurtigere og mere enkelt,” siger Peter Maindal, der straks efter overtagelsen satte gang i en større turn-around proces.
I den forbindelse blev virksomheden flyttet fra Aalborg til Aabenraa. Det betød et farvel til alle medarbejderne i Aalborg og en række nye arbejdspladser i Aabenraa.
”Jeg er rigtig glad for, at vi kan være med til at skabe arbejdspladser i Sønderjylland”, siger Peter Maindal, der selv stammer fra Nordjylland. Han har boet i Sønderjylland siden 1994 og føler en stærk tilknytning til området. Derfor var han heller ikke i tvivl om, at det var virksomheden, der skulle til Sønderjylland - ikke familien der skulle til Nordjylland.
”Det er vanskeligt at træde ind i en 25 år gammel familieejet virksomhed og lave alting om. Det gør ondt på de tidligere ejere og ansatte, og processen møder derfor modstand,” forklarer Peter Maindal.
Siden overtagelsen i 2010 har resultatet været stigende, ligesom antallet af medarbejdere er steget fra 4 til 13 personer.
Vendlet udvikler og forhandler hjælpemidler til sengeliggende patienter. Det elektriske vendelagen, Vendlet, er firmaets hovedprodukt, men man leverer også lejringspuder, madrasser og et inkontinenslagen. Desuden er flere nye produkter er på vej.
Kort fortalt er definitionen på en gazelle, en virksomhed der i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.