Sådan en af de aftener
Kampen mod Rungsteds ligareserver skulle vindes men gæsterne vandt sensationelt
Hvidovre kom planmæssigt fra land og førte med 1-0 efter første periode, da Daniel Høhl fornemt styrede et blødt skud fra Daniel Nielsen i mål. Det forspring blev udvidet i 2. periode, hvor først Andreas Christensen satte sit skud fra venstre face off-cirkel sikkert i mål til 2-0, før Steffen Schultz gjorde det til 3-0. Der var kampen lidt over en halv time gammel, og allerede her så mange af Rungsteds spillere trætte ud. I forbindelse med to overtalssituationer til Rungsted indenfor ganske kort tid, lykkedes det Rungsted at få sat pucken i kassen. Det lignede umiddelbart et mål, hvor den ellers stærke Hvidovre-keeper Magnus Bo Hansen, burde have fanget pucken. Det gjorde han ikke, og så fik gæsterne lidt for deres hårde arbejde. Stillingen 3-1 stod perioden ud. - 3. periode blev vel nok den dårligste Hvidovre har leveret til dato i denne sæson, fortæller Frank Langemark fra klubben. - Rungsted lå og lurede på de få kontrachancer, der måtte opstå, og det var på netop sådan en, at de fik reduceret til 3-2. Efter målet fornemmede man Rungsteds øgede energi-niveau og ikke ufortjent blev det også 3-3, da en returpuck blev sat ind i Hvidovre-kassen. Mod slutningen af kampen, var der chancer i begge ender, Hvidovre med de bedste muligheder, men gang på gang og meget symptomatisk var der en dårlig næstsidste pasning, en dribling for meget, eller et skud, der fra en god vinkel ikke var indenfor målrammen. - Dermed endnu en overtidskamp på hjemmebane, og heller ikke her lyste spillerne synderligt op. En mulighed fem mod tre kunne Hvidovre ikke skabe den chance, som kunne sende to point på kontoen. Kampen endte i straffeslag. Her brændte Hvidovre tre gange, mens Rungsted scorede en enkelt gang, og så endte det med et ekstremt unødvendigt nederlag til en modstander, der fightede bravt... - Pletten skal hurtigst muligt vaskes af, og torsdag aften får spillerne en oplagt mulighed for at betale tilbage til de mange tilskuer og sponsorer, der bakker om holdet. Kampen mod Herlev, spilles kl. 19.30 i Hvidovre Ishockey Arena i Frihedens Idrætscenter. Som vanligt kun 25 kr. i entre incl. en fadøl, vand eller kaffe...